Straftold mellem USA og resten af verden
Få indblik i amerikanske toldsatser på ikke-EU-lande.
Opdateret den 24. juli 2026:
Ny amerikansk straftold på erstatter tidligere Section 122 told
Fredag den 24. juli træder en ny straftold i kraft mod 60 økonomier, herunder EU. Økonomierne pålægges mellem 10 og 12,5 pct. straftold ud fra en Section 301-undersøgelse, og erstatter samtidig den midlertidige globale 10 pct. straftold, også kendt som Section 122.
De nye toldsatser pålægges de forskellige økonomier således:
|
10 pct. inklusiv MFN-told |
EU og Taiwan. Straftolden fastsættes, så varens MFN-told og 301-straftolden tilsammen udgør 10 pct. Men, er MFN-satsen 10 pct. eller derover, pålægges ingen Section 301-told og man betaler alene MFN-satsen for den konkrete vare. |
|
10 pct. plus MFN |
Argentina, Bangladesh, Cambodja, Canada, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Indien, Indonesien, Jordan, Malaysia, Mexico, Pakistan, Sri Lanka, Trinidad og Tobago samt Storbritannien. Straftolden lægges oveni de specifikke MFN-satser for den konkrete vare. |
|
12,5 pct. inklusiv MFN |
Japan, Sydkorea og Schweiz. Straftolden fastsættes, så varens MFN-told og 301-straftolden tilsammen udgør 12,5 pct. Er MFN-satsen 12,5 pct. eller derover, pålægges ingen Section 301-told og man betaler alene MFN-satsen for den konkrete vare. |
|
12,5 pct. plus MFN |
Alle øvrige undersøgte økonomier, herunder Kina, Brasilien, Vietnam, Norge og Tyrkiet. Straftolden lægges oveni de specifikke MFN-satser for den konkrete vare. |
Vi opdaterer løbende siden her.
Du kan læse udmeldingen fra US Trade Representative herunder:
Refusion af ulovligt opkrævet told
Den 20. februar underkendte den amerikanske Højesteret den del af Trumps told, der er indført under IEEPA-loven. Afgørelsen påvirker dermed toldsatserne fra den 2. april 2025, der efterfølgende er blevet ændret for mange lande, senest 24. juli 2026 (se ovenstående afsnit).
Dommen ændrer ikke på Section 232-tolden (f.eks. stål- og aluminiumsvarer) eller 301-tolden (op til 25 pct. på Kina).
Læs mere om, hvem der kan få refusion, og hvordan du søger, på denne side.
Landespecifikke oplysninger
Se nedenstående for den gældende amerikanske told på de største lande.
Kina
Opdateret den 24. juli 2026
Den amerikanske toldpolitik over for Kina har undergået markante forandringer siden november 2025. Den 20. februar 2026 afgjorde den amerikanske højesteret, at den IEEPA ikke giver præsidenten beføjelse til at pålægge told. Med dommen faldt både de "reciprokke" toldsatser og "fentanyl"-tolden, der var blevet indført under IEEPA, bort med øjeblikkelig virkning.
Trump-administrationen reagerede ved at indføre en ny told på 10 pct. på import fra samtlige lande under Section 122 i Trade Act of 1974, med virkning fra den 24. februar 2026. Section 122-tolden udløber efter 150 dage - den 24. juli 2026 - medmindre den amerikanske Kongres forlænger den. Den 7. maj 2026 fastslog den amerikanske handelsdomstol (CIT) desuden, at Section 122-tolden er ulovlig, men påbuddet gælder kun de sagsøgende importører - tolden opkræves fortsat af CBP for alle øvrige.
Gældende told på kinesiske varer (juli 2026)
De aktuelt gældende toldsatser for kinesisk import til USA stammer fra flere forskellige retsgrundlag, der "stackes" oven i hinanden:
- MFN-basistold (HTS): Produktspecifik told.
- Section 232-told (stål, aluminium og kobber): Op til 50 pct.
- Section 301-told: 12,5 pct. + MFN på de fleste varer, der ikke allerede er dækket af Section 232 (indført i 2026 begrundet i tvangsarbejde). Hertil kommer de ældre Section 301-toldsatser (7,5–100 pct.), som fortsat gælder: begrundet i IP/teknologioverførsel (2018–2019) og overkapacitet/national sikkerhed (2024–2025).
- De minimis-fritagelsen for lavværdiforsendelser fra Kina er fortsat afskaffet. Alle kinesiske forsendelser, uanset værdi, betaler fuld told.
Nye Section 301-undersøgelser
Trump-administrationen bruger Section 301 som det fremtidige toldværktøj efter tabet af IEEPA-hjemlen:
- Den 11.-12. marts 2026 lancerede USTR to parallelle Section 301-undersøgelser: én rettet mod "strukturel overkapacitet i fremstillingssektorer" i 16 økonomier (herunder Kina og EU) og én rettet mod 60 landes manglende håndhævelse af forbud mod import af varer produceret med tvangsarbejde. På nuværende tidspunkt udestår der fortsat konklusioner på undersøgelse omkring overkapacitet, der kan resultere i yderligere toldsatser.
Yderligere information:
Se detaljer om foranstaltningerne i de respektive bekendtgørelser og præsidentielle dekreter fra Det Hvide Hus:
USTR: Section 301-undersøgelse om tvangsarbejde (juni 2026)
De præsidentielle dekreter fra den 12. maj 2025, 11. august 2025 og 4. november 2025.
Få seneste nyt om USA i indbakken
Modtag seneste nyt om USA, straftold og handelspolitik, information om relevante arrangementer og live opdateringer direkte i din indbakke fra vores mand i Washington DC.