Straftold på import fra USA til Danmark
Få indblik i EU's modsvar på amerikansk straftold.
USA er både EU's og Danmarks største eksportmarked. Derfor får både amerikansk told på EU-produkter og EU's modsvar på amerikanske produkter, betydning for danske virksomheder, der handler med USA.
EU har ikke nogen gældende straftold mod USA
Opdateret 30. juli 2025.
Som en mulig modforanstaltning mod amerikansk eskalering af straftolden mod EU, vedtog EU den 24. juli 2025 en samlet liste med mere end 6.000 amerikanske varer, der kunne blive ramt af straftold, i tilfælde af, at forhandlingerne skulle bryde sammen. Den godkendte liste fra den 24. juli omfatter en tidligere vedtaget liste med modtold på amerikanske varer til en værdi af 21 mia. euro. Hertil kommer en anden liste på 72 mia. euro, som EU-Kommissionen fremlagde i juli. Den samlede import fra USA berørt af modtolden ville have en værdi på 93 mia. euro.
Listen omfatter blandt andet alkohol, fly og biler og er udformet som en pakke, der aktiveres i tre faser. Første del af modtolden ville træde i kraft den 7. august, mens anden del vil træde i kraft over to omgange i september 2025 og februar 2026. Du finder listen her eller i oversigten ude til højre.
EU og USA nåede den 27. juli 2025 frem til en rammeaftale, der afværgede en foreløbig eskalation af toldsatser. Som del af forhandlingerne er EU’s modsvar indtil videre suspenderet – det vil sige, at de vedtagne toldsatser ikke er trådt i kraft.
Få seneste nyt om USA i indbakken
Modtag seneste nyt om USA, straftold og handelspolitik, information om relevante arrangementer og live opdateringer direkte i din indbakke fra vores mand i Washington DC.
Ofte stillede spørgsmål
Har EU straftold mod USA?
Nej. EU har tidligere vedtaget og udskudt modforanstaltninger mod amerikansk straftold og vedtog op til den 1. august den største modtolds-pakke hidtil. Den skulle være trådt i kraft den 7. august, hvis USA's straftold på EU var steget til 30 pct. den 1. august.
Hvad har været EU's modsvar på USA's straftold?
EU har ikke nogen gældende straftold mod USA men har løbende meddelt modsvar til USA’s straftold på EU. Nedenfor gives et overblik over hvilke.
EU-Kommissionen meddelte oprindeligt et modsvar til USA's toldsatser på stål og aluminium og ville implementere told på import af visse amerikanske varer. Alle modforanstaltninger blev den 10. april udskudt, efter at Præsident Trump annoncerede udskydelsen af landespecifikke straftolde dagen før. Du kan læse den fulde lovgivning og de konkrete toldkoder i retsakten her.
Kommissionen planlagde at genoprette toldtiltagene fra 2018 og 2020 mod USA, der blandt andet tæller jeans, bourbon og motorcykler, samt implementere en pakke med nye modforanstaltninger over for amerikansk import, efter høring af medlemsstater og interessenter. Listen over de amerikanske varer, som ville blive ramt, kan downloades her.
Da USA indførte en generel told på 10 pct. ved import af samtlige EU-varer, fremlagde EU d. 8. maj et forslag til gengældelsesforanstaltninger mod USA. Forslaget indbefattede et forslag til gengældelsestold på import af en række varer fra USA og et forslag eksportrestriktioner på en række varer fra EU til USA. Forslaget var i høring i juni.
Da Trump varslede, at USA ville hæve straftolden på EU til 30% fra den 1. august, forberedte EU en ny liste af modforanstaltninger i tilfælde af at tolden på 30% skulle træde i kraft. EU vedtog den 24. juli en samlet modtolds-pakke af to lister af en samlet værdi på 93 mia. euro, hvis første fase skulle træde i kraft den 7. august, såfremt at straftolden på amerikansk import fra EU ville stige til 30 pct.
For flere detaljer kan EU-Kommissionens relevante sider findes her:
EU-USA-handelsaftalen forklaret (29. juli 2025)
Udtalelse fra EU-Kommissionens formand om handelen mellem EU og USA (12. juli 2025)
Pressemeddelelse I EU-Kommissionen: modsvar udskydes (14. april 2025)
Pressemeddelelse I EU-Kommissionen: modsvar på straftold fra USA (12. marts 2025)