Vi rådgiver dig

Power to X - Fremtidens grønne brændsel

Power-to-X (PtX) regnes af mange for at være en vigtig komponent i at opnå Danmarks grønne mål. Bliv klogere på PtX her.

Hvad er Power-to-X?

Power-to-X er en teknologi, der omdanner elektrisk strøm fra vedvarende energikilder til andre energiformer, såsom brint eller andre brændstoffer.

Power-to-X (PtX) er en banebrydende teknologi, der omdanner elektrisk strøm fra vedvarende energikilder, såsom vind- og solenergi, til andre energiformer. Disse energiformer kan bl.a. være brint, syntetiske brændstoffer eller varme, som kan lagres og anvendes i perioder, hvor produktionen af vedvarende energi er lav.

Power-to-X-teknologi spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, da den muliggør effektiv udnyttelse af overskydende vedvarende energi, som ellers ville gå til spilde. Ved at konvertere elektricitet til brændstoffer og andre energiformer kan PtX bidrage til at reducere CO₂-udledningen betydeligt og fremme en mere bæredygtig energiforsyning.

PtX-anlæggene udnytter elektrolyse, hvor vand nedbrydes til brint og ilt ved hjælp af elektricitet. Den producerede brint kan derefter anvendes direkte som brændstof og i industrien, eller den kan viderekonverteres, enten med kvælstof fra luften for at producere ammoniak eller med CO2 for at producere brændstoffer som metanol eller flybrændstof.

Fordele ved Power-to-X

Power-to-X teknologi tilbyder en bæredygtig løsning ved at producere brændstof til tung transport, som ikke kan elektrificeres direkte, samt muliggør effektiv lagring af overskydende vedvarende energi. Desuden udgør teknologien et stort erhvervs- og eksportpotentiale for Danmark.

Produktion af brændstof til transportsektoren

Power-to-X er en afgørende teknologi for produktion af brændstof til de dele af transportsektoren, der ikke kan elektrificeres direkte. Dette inkluderer blandt andet tung transport som skibe, fly og langdistance lastbiler, hvor batteriteknologi ikke er en praktisk løsning.

Lagring af energi

I overgangen mod en energiforsyning baseret på vedvarende energi står vi også i situationer, hvor produktionen overstiger det aktuelle energiforbrug. Power-to-X muliggør lagring af overskydende energi ved at omdanne det til brændstoffer, som kan opbevares og anvendes på et senere tidspunkt. Dette er med til at sikre en jævn og stabil energiforsyning, selv når der er perioder med lav produktion fra vedvarende energikilder.

Erhvervs- og eksportpotentialer

Danmark råder over en bred vifte af virksomheder, der er parate med både teknologi og ekspertise inden for hele PtX-værdikæden. Desuden har vi betydelige ressourcer af vedvarende energi, fx i form af havvind. I resten af Europa har man også fået øjnene op for grøn brint og PtX, og dette skaber betydelige markeder i vores nabolande. Derfor rummer PtX-området altså også store erhvervs- og eksportpotentialer for Danmark.  

Henrik Skou

Henrik Skou

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3540
  • Mobil +45 2829 4981
  • E-mail hesk@di.dk