Miljømærkerne

Vi ser en stigende interesse for bæredygtighed blandt både forbrugere og de offentlige indkøbere, hvilket understøtter behovet for at kunne dokumentere en virksomhed eller et produkts ansvarlighed.

En af de mest troværdige måder at dokumentere og kommunikere miljømæssig bæredygtighed på er gennem anerkendte miljømærker. Miljømærker kan både bidrage til at styrke virksomhedens profil over for kunder og samarbejdspartnere, og reducere omkostninger ved at minimere forbruget af energi, vand, kemi eller andre ressourcer.

Svanemærket og EU blomsten

Miljømærkernes mål er at mindske forbrugets samlede miljøbelastning. Derfor ser miljømærkerne på hele produktets rejse og de miljøproblemer der opstår undervejs, hvilket er til gavn for mennesker, miljø og for jordens ressourcer.

Svanemærket og EU-Blomsten er Danmarks officielle miljømærker og står for …

  • skrappe miljøkrav
  • skrappe krav til kemikalier
  • stramning af krav
  • certificering og kontrol

Du finder Svanen og Blomsten på produkter og serviceydelser, lige fra vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, møbler og el-apparater til miljømærkede serviceydelser som f.eks. rengøring, trykkerier og hoteller. Når forbrugeren vælger et produkt mærket med Svanen eller Blomsten er det med et ønske om at mindske miljøbelastningen. Miljømærkerne viser forbrugeren, at det givne produkt er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori og derfor er der et klar forretningspotentiale.

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke. Svanen er stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. 

EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke. Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten.

Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer samtidig som uafhængig kontrolinstans i forhold til mærkerne. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard. Læs mere om de to officielt anerkendte miljømærker her.