Vi rådgiver dig

IT-løsninger til ESG rapportering

De nye rapporteringskrav inden for ESG stiller store krav – også til, hvordan I ude i virksomhederne arbejder med data.

Der opstår derfor naturligt mange spørgsmål til, hvordan I bedst griber opgaven an. Vi i DI arbejder hver dag på højtryk for at hjælpe jer så godt på vej som muligt, da det er et komplekst område, hvor der ikke er nogen nemme løsninger. Heller ikke når det kommer til, hvilke IT-løsninger, der kan anvendes til rapporteringen.

Sagen er nemlig den, at der ikke findes nogen IT-løsning, der med et fingerknips kan klare opgaven for jer. Her er ESG-rapportering simpelthen for kompleks og virksomheder for forskellige, både målt på størrelse og ESG-profil. Derudover er der tale om et marked i rivende udvikling, så de bedste IT-løsninger på markedet i dag, er ikke nødvendigvis de samme om et år.

Vi mener derfor i DI ikke, at vi kan udpege én IT-leverandør, som kan hjælpe alle vores tusinder af medlemsvirksomheder helt i mål med ESG-rapporteringen. Vi hjælper jer derfor meget bedre ved at gøre jer i stand til at skabe overblik og transparens over markedet for ESG IT-løsninger, så jeres virksomhed bliver klædt bedst muligt på til at vælge den eller de IT-løsninger, der bedst matcher jeres behov.

Mere specifikt arbejder vi i DI på at udarbejde en liste over spørgsmål, som I og jeres IT-leverandør bør overveje ved indkøb af nye IT-systemer. Vi kalder denne liste for ”request for information” (RFI). Med en RFI i hånden, vil I være klar til at indgå i en konstruktiv dialog med IT-leverandører på markedet og være bedre i stand til at afdække alle jeres behov, inden I køber et nyt system.

Ved at gøre dette grundige forarbejde, håber vi på at skabe endnu mere værdi for vores medlemmer, ikke mindst for de mange SMV´er, for hvem ”ESG” er en ny bogstavkombination.  

Grundighed tager tid, men vi er også klar over, at jo før vi kan tilbyde hjælp, jo bedre. Vi arbejder derfor målrettet på at lancere de nye værktøjer inden for de kommende måneder.

Vi hører gerne fra jer, hvis I har forslag til andre værktøjer eller vejledninger, som vil kunne hjælpe jeres virksomhed med ESG rapportering. Kontakt gerne chefkonsulent Marie Krogsgaard Pedersen på 33773678 eller makp@di.dk.  

Marie Krogsgaard Pedersen

Marie Krogsgaard Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3678
  • Mobil +45 5077 8445
  • E-mail makp@di.dk