DI Handel

Greenwashing

Greenwashing er, når jeres markedsføring af ”grønne” tiltag er vildledende ved at være usande eller ved at overdrive miljøfortrin ved produktet/jeres virksomhed. Det er i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning (§§ 5 og 6).

Hvorfor har vi et forbud?

Forbrugere må ikke tro, at jeres virksomhed/produkter/aktiviteter er bedre for miljøet eller følger en højere etisk standard, end hvad der er tilfældet.

Det kan nemlig betyde, at forbrugerne træffer en beslutning, f.eks. om at købe jeres produkt, som de ellers ikke ville have truffet. Samtidig kan forbrugerne miste tilliden til de virksomheder, som faktisk gør en ekstra indsats for at være mindre miljøbelastende, eller som følger en højere etisk standard, end sine konkurrenter.

Hvem fører tilsyn med markedsføringsloven?

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning. Derfor er det Forbrugerombudsmanden, der vurderer, om jeres markedsføring af klima-/miljøudsagn er vildledende.

Forbrugerombudsmanden kan tage sager op af egen drift eller på baggrund af klager. Hvis Forbrugerombudsmanden konstaterer, at reglerne bliver overtrådt, har Forbrugerombudsmanden forskellige sanktionsmuligheder. Forbrugerombudsmanden kan i mindre grove tilfælde beslutte at give virksomheden en advarsel (også kaldet en ”indskærpelse”). Ved grove eller gentagne overtrædelser af reglerne, kan Forbrugerombudsmanden beslutte at politianmelde virksomheden med henblik på, at der rejses tiltale over for virksomheden for overtrædelsen. I så fald vil virksomheden kunne ende med at blive idømt en bøde.

Forbrugerombudsmanden orienterer offentligheden om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med. Sagerne bliver offentliggjort som pressemeddelelser og kan læses på  Forbrugerombudsmandens hjemmeside. Læs mere om Forbrugerombudsmanden og deres arbejde på deres hjemmeside her.

Vores to jurister, Astrid og Marie, har begge arbejdet hos Forbrugerombudsmanden og er klar til at svare på spørgsmål om markedsføringsloven.

I vores guide "Forstå reglerne om greenwashing" kan du blive klogere på, hvad markedsføringsloven dikterer, når det kommer til brug af miljøudsagn. Guiden er baseret på Forbrugerombudsmandens anbefalinger og giver dig bedre forudsætninger for at undgå greenwashing. 

Læs den her.

Gode råd

  • Undlad at overdrive jeres markedsføring! Jeres budskaber skal være neutrale, faktuelle og så konkrete som muligt.

  • Husk dokumentation! I skal altid kunne dokumentere jeres miljøudsagn.

  • Sørg for at opdatere og revurdere jeres udsagn løbende, så de altid er retvisende.
Astrid Jessen

Astrid Jessen

Konsulent

Marie Asmussen

Marie Asmussen

Seniorchefkonsulent

Relateret indhold