Til venstre; (moderator) Miriam Zesler, TV2 Nyhederne, til højre; Claus Madsen, Managing Director i Hitachi Energy og bestyrelsesleder i DI Energi Billedkredit: Camilla Bruun

03.05.24 DI Energi Nyheder

DI Energis årsdag 2024: Et møde med hele branchen

Ved DI Energis årsdag 2024 samlede vi hele den danske energibranche med et fælles formål: hvordan skaber vi en stærk energiinfrastruktur, der giver sammenhængskraft på det danske energimarked, og som ligeledes forbinder os effektivt og sikkert til de europæiske energinet?

Gennem en række indsigtsfulde paneldebatter blev deltagerne ved DI Energis årsdag alle klogere på den centrale rolle, som energiinfrastrukturen spiller i at få koblet producenter med forbrugere og skabt synergier mellem forskellige energiformer.

Årets tema, energiinfrastruktur, er et væsentlig element, der på den ene eller den anden måde berører alle DI Energis medlemmer.

- Vi er bagud på point i forhold til at investere i energiinfrastrukturen i  Danmark. Der skal massive investeringer til, og det skal gå hurtigt. Vi skal sprinte op ad en klippevæg, blandt andet for at få grøn strøm ud til de mange, mange virksomheder og forbrugere, som har brug for at elektrificere, fortæller Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi

Claus Madsen, Managing Director i Hitachi Energy og bestyrelsesleder i DI Energi deler synspunktet om investeringer i energiinfrastrukturen, da det er en hel basal nødvendighed for den grønne omstilling i Danmark såvel som i Europa.

- Udbygningen af energiinfrastrukturen er en nødvendighed – uden infrastruktur, ingen grøn omstilling i Danmark eller i Europa. Vi får mere og mere aftag af det til transport, til hydrogenproduktion og til datacentre og så videre. Så hvis vi ikke får udbygget infrastrukturen, så kan vi ikke sende energien derhen, hvor der er behov for den, udtaler Claus Madsen, Managing Director i Hitachi Energy og bestyrelsesleder i DI Energi

Til at belyse udbygningen og investeringer i energiinfrastrukturen i ind- og udland havde vi på dagen samlet tre ekspertpaneler og et panel med kommende Europa-parlamentarikere.

Elnet til tiden

Paneldebatten ’Elnet til tiden’ adresserede, hvordan danske virksomheder kan understøtte elforbruget, der står til at være fordoblet i 2030 og femdoblet i 2050. Et yderst vigtigt element i den grønne omstilling, da meget af det stigende forbrug skyldes elektrificering af sektorer og processer i industrien.

Energinet, der er Danmarks primære transmissions system operatør (TSO) forventer, at mængden af det nuværende elnet i Danmark skal fordobles henover de næste 20-30 år, da det danske samfund elektrificeres mere og mere for at understøtte fremtidens velfærd.

- Der sker rigtig meget på forbrugssiden, fordi vi elektrificerer gradvis vores samfund mere og mere. Vi elektrificerer varme, vi elektrificerer transporten, der er dele af industrien, der elektrificeres, så vi har rigtig, rigtig travlt i Energinet, udtaler Thomas Egebo, CEO & President i Energinet.

Især industrien elektrificeres mere og mere disse år, og særligt her er der et stort pres på infrastrukturen – og på at få mere af den siger Thomas Egebo og fortsætter:

- Vi har havvindmølleparker, der skal tilsluttes vores net, og med det ser vi også ind i helt nye teknologier som grøn brint og PtX. Desuden oplever vi i Energinet, at der rundt omkring lokalt, altså fra de lokale politiske niveauer, er et stort fokus på infrastruktur set fra et konkurrence parameter i forhold til at kunne tiltrække erhvervsliv eller udvikle det erhvervsliv, som man allerede har. Så ordrebogen er fyldt godt op hos os i Energinet.

Danmark som brintnation

Paneldebatten ’Danmark som brintnation’ fokuserede på Danmarks muligheder for at blive en grøn brintnation.

Ifølge Therese Hermann, Director for Global Public Affairs i Topsoe, er der en nødvendighed i at  understøtte det store potentiale i den danske PtX-industri - og det med bindende aftaler og udbygning af infrastrukturen hertil, så kommende producenter har vished om afsætningsmuligheder og kapaciteter.

- Jeg mener, at vi har en chance for at blive en brintnation i Danmark, fordi vi har alle byggestenene til at lave noget af det mest bæredygtige grønne brint i verden. Vi har havvind, og vi har massere af det i Nordsøen, og vi har både elektrolyse kapacitet og vand. Så vi har nogle forhold og nogle byggesten, der gør, at vi kan lave PtX i Danmark. Spørgsmålet er, om vi griber chancen og udnytter den i det her globale kapløb.

Tid og konkurrencen fra udlandet er altså en væsentlig faktor på brintområdet, så Danmark bliver nødt til at gribe chancen og udnytte den her og nu, og det ved både industrien og vores politikere.

- Det er rigtig gode signaler fra regeringen, at der kommer et stort havvindsudbud med en mulighed for at lave PtX og en pipeline til Tyskland, men det skal ligesom ske. Og nu er det op til industrien at byde ind, slutter Therese Hermann, Director for Global Public Affairs i Topsoe.

Øget sektorkobling og forbrugerfleksibilitet

Paneldebatten ’Øget sektorkobling og forbrugerfleksibilitet’ satte fokus på vigtigheden af sektorkobling for at udnytte energien bedre for at sætte fart på den grønne omstilling.

Ulrik Gernow, EVP i Grundfos, mener, at vi er kommet godt i gang med den grønne omstilling – men at vi samtidig står overfor en gigantisk udfordring og omkalfatring af det danske energisystem.

- Jeg oplever i dag et stort og stærkt fokus omkring at udvide kapaciteten af vedvarende energi. Det er virkelig vigtigt for Danmark. Lige så vigtigt er det, at arbejde på efterspørgselssiden og sikre at energieffektivisering og sektorkobling, og dermed balancerer energiudbud og - efterspørgsel indefra.

Ulrik Gernow fortsætter:

- Vi er nødt til at have et energisystem, som kan balancere efterspørgslen, og de behov det har. Og det handler om, at vi arbejder integreret på tværs at efterspørgsels- og udbudssiden. Som eksempel, overskudsvarmen i industrien; lad os benytte den til lavtemperaturszoner i fjernvarmen, og således gøre den bedste brug af den energi som vi allerede har.

Vi skal altså bruge den energi, som vi allerede har, og her spiller sektorkobling en væsentlig rolle, da det ifølge Ulrik Gernow er limen i den grønne omstilling og den fremtidige infrastruktur.

EP-valgdebat: EU’s energipolitik i en ny tid

DI Energis årsdag blev afsluttet med en paneldebat mellem fem kandidater til det kommende Europa-Parlamentsvalg: Sigrid Friis (B), Niels Flemming (C), Rasmus Nordqvist (F), Stine Bosse (M) og Carsten Kissmeyer (V).

Hver kandidat præsenterede sine visioner for grøn, konkurrencedygtig og stabil energiforsyning i EU. Panelet understregede samstemmigt behovet for at skabe synergier og samarbejde på tværs af landegrænser, da det kræver internationalt samarbejde og investeringer at skabe de nødvendige løsninger.

DI Energis årsdag 2024

Rasmus Dalberg Jørgensen
Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold