Tobias Klingenberg fra Albertslund har drømt om at blive chauffør, lige siden han som 5-årig fik lov til at sidde i en skraldebil.

20.03.18 DIB Nyheder

Flere lærlinge til transportbranchen - men det kan gøres bedre

I transportbranchen er der sket en stigning på tre procentpoint i lærlingeoptaget. Men det er stadig kun en fjerdedel af virksomhederne, der uddanner unge mennesker. Det kan gøres bedre, mener Lars William Wesch, direktør i ATL.

Stadig flere virksomheder tager et ansvar for at få unge ind i transportbranchen.

I øjeblikket har 26 procent én eller flere lærlinge ansat – og det er en stigning på tre procentpoint i 2017 i forhold til 2016.

Men tallet skal endnu højere op, hvis man spørger Lars William Wesch, der er direktør i ATL – Transportens arbejdsgivere.

- Et stort antal medarbejdere vil gå på pension i de kommende år, og der er brug for at få mange flere unge ind i branchen. Derfor skal vi gøre det endnu bedre i de kommende år, siger Lars William Wesch.

Læs også: Rekordtal: Flere unge vælger erhvervsuddannelser

ATL er kommet med en lærepladsgaranti, og vi vil arbejde hårdt for at leve op til det løfte. Lars William Wesch, Branchedirektør

Virksomhederne er åbne for flere

Det er især de mellemstore og store virksomheder i transportbranchen, der ansætter lærlinge, mens de små virksomheder med under 10 ansatte har meget få.

ATL, der er arbejdsgiverforening for virksomheder, som fragter gods på vejene, har lavet en medlemsundersøgelse. Her svarer 43 procent, at de er i løbende kontakt med de lokale erhvervsskoler om interesserede elever.

Samtidig svarer 65 procent, at de godt kunne forestille sig at ansætte flere chaufførlærlinge inden for det kommende år.

Det glæder direktøren i ATL.

- ATL er kommet med en lærepladsgaranti, og vi vil arbejde hårdt for at leve op til det løfte. Derfor er det naturligvis interessant for os at se, at et stort antal virksomheder er parate til at ansætte flere lærlinge, siger Lars William Wesch. 

Læs også: Debat: Kurven er knækket - men har vi også knækket koden til flere unge på erhvervsuddannelserne? 

Skrevet af:
Oliver Fruergaard

Lars William Wesch

Lars William Wesch

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4831
  • Mobil +45 4061 2007
  • E-mail lwh@di.dk

Relateret indhold