17.05.22 DAU Nyheder

Mangel på mikrochips når nye højder

DI har udarbejdet en analyse, der viser hvordan både manglen på materialer og de høje priser, sætter dybe stor i det danske erhvervsliv.

De fleste virksomheder ser materialemangel som den største vækstbarriere i det næste år, og krigen i Ukraine er en vigtig spiller i denne prognose. For bare en måned siden mente langt de fleste virksomheder, at deres vækst ville blive hæmmet grundet mangel på medarbejdere, men den seneste måned, hvor krigen i Ukraine for alvor har sat sine spor, der har svarene ændret sig.

Den store usikkerhed, som krigen medfører, sætter en stopper for virksomhedernes vækst, og DI’s analyse viser, at det især er de store prisstigninger, der anses som den største udfordring. Kun 20 pct. af de virksomheder, der har medvirket i analysen, har tilkendegivet, at de slet ikke kan skaffe materialer eller andre komponenter. Dog har hele 70 pct. svaret, at priserne på deres materialer er steget kraftigt, hvilket er en udfordring. Vi ser derfor et billede af, hvordan der stadig kan skaffes de fornødne materialer eller andre input, men at virksomhederne betaler skyhøje priser, og det har en stor indvirkning på væksten.

Tre ud af fire virksomheder mangler mikrochips

Selvom det især er priserne, der sætter sine tydelige spor lige nu, så er manglen på mikrochips og andre elektronikkomponenter fortsat høj. Det er primært elektronikindustrien, der er ramt af den store mangel, men generelt så viser analysen, at hele industrien er påvirket. Hverken DI’s analyse eller andre statistikker er opdateret med tal efter, at krigen i Ukraine startede, og vi kender derfor ikke det endelige resultat.  Den store mangel på både mikrochips og andre elektronikkomponenter var dog allerede et væsentligt problem inden krigen i Ukraine, og med de nye forsyningsudfordringer skal vi nok ikke forvente, at dette bliver ændret lige foreløbigt.

Du kan læse mere uddybende om, hvordan materialemanglen bliver en vækstbremse, og DI’s analyse HER

 

Julie Kistrup Andersen
Skrevet af:

Julie Kistrup Andersen

Relateret indhold