Kvæsthusmolen
Parkeringshuset er pladsstøbt og oplyses delvis af runde glassten i overdækningens ene side, der danner fine reflekser på væggene. Pladsens smukke, rå og slidstærke in situ-støbte overflade danner en markant, sammenhængende og robust bund, der binder hele området sammen.
Kort beskrivelse
Projektet omfatter et underjordisk parkeringshus i tre etager og en stor mole på 320 x 40 meter. Det 14.000 kvadratmeter store underjordiske parkeringsanlæg, der kan rumme 500 biler, er opført af betonelementer, mens væggene er støbt i et arkitekttegnet forskallingsmønster, som indbefatter en præcis placering af konushullerne.
I betonelementerne er indstøbt runde glassten, der trækker lyset ned i kælderen og danner fine reflekser på væggene. Derudover er der anbragt skjulte projektører, der skaber forskellige farvermønstre både om dagen, og når det er mørkt. Derfor opleves det åbne rum ikke som en mørk skakt, men som et område fyldt med lys og festlige farver på alle tider af døgnet.
Den store mole udgør én stor plads i form af et åbent byrum udspændt mellem Nyhavn i syd og molens nordligste spids. Molen er skabt til en mangfoldighed af aktiviteter på begge sider af Skuespilhuset. Den gennemgående belægning for molen er udført med store, mørkegrå̊ in situstøbte og rillede betonfelter. På grund af det hårde miljø valgte man en ekstra aggressiv styrke 40beton. Når betonen er tør, står den i grålige nuancer, men i våd tilstand bliver den meget sort og afspejler himmelhvælvet og havet.
Belægningens smukke, rå og slidstærke overflade danner en markant, sammenhængende og robust bund, der binder området sammen både nord og syd for Skuespilhuset. Derudover er belægningen med til at understrege stedets maritime historie.
Fakta
Byggeår: 2013-2016
Bygherre: Kulturministeriet (Ofelia Plads) og Kvæsthusselskabet A/S
Arkitekt: Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S
Landskabsarkitekt: Julie Kierkegaard
Entreprenør: Per Aarsleff A/S (molen) og NCC (parkeringsanlægget)
Lokation: Kvæsthusbroen, 1250 København
Uddybende beskrivelse
Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen
I 2006 blev Lundgaard & Tranberg Arkitekter af Realdania bedt om et forslag til Kvæsthusmolens fremtidige udformning med bro, parkeringskælder, byrum og havnebassin, som 1. marts 2007 blev overdraget til Københavns Kommune. Når projektet gik til Lundgaard & Tranberg var det, fordi det allerede – implicit – lå i Skuespilhusprojektet. Udearealet rundt om selve Skuespilhuset skulle åbne hele området for byens borgere og binde det sammen med den omkringliggende by.
Projektets bærende ide var at knytte Frederiksstaden og Holmen sammen ved hjælp af en bro til gående og cyklister, et underjordisk parkerings-og aktivitetsrum, et byrum, der strakte sig fra molens nordligste spids til Nyhavn, og endelig en lille havn, Kvæsthusgraven, mellem molen og Frederiksstadens kaj med bådtrafik og opholdsmuligheder ved vandet i form af en bred trappe af træ. Selve pladsen skulle udføres med små trappe-og elevatorbygninger til P-anlæg, caféudskænkninger, lette caféoverdækninger, opbevaring af sportsudstyr med videre.
Projektet var præsenteret som en samlet løsning, der skulle realiseres under ét og ikke i etaper, men af forskellige årsager blev broen opgivet og i stedet realiseret i en helt anden form mellem Nyhavn og Christianshavn.
Opførelsen af det underjordiske parkeringshus i tre etager begyndte i 2013. Det 14.000 kvadratmeter store anlæg, der kan rumme 500 biler, er opført af betonelementer, mens væggene er støbt i et arkitekttegnet forskallingsmønster, som indbefatter en præcis placering af konushullerne. Adgangen sker ad en rampe for enden af Skt. Annæ Plads, og fodgængere har adgang ad rulletrapper fra selve pladsen. Rulletrapperne er anbragt i en åben sektion, et atrium, der går fra gulv til loft og giver lysindfald til parkeringsdækkene. Det skyldes, at der i de afdækkende betonelementer er indstøbt runde glassten, der trækker lyset ned i kælderen. Med solens gang i løbet af dagen danner disse glassten lysreflekser på betonydervæggen på en raffineret måde. Derudover er der anbragt skjulte projektører, der belyser glasstenene og betonvæggen med forskellige farver, både om dagen og når det er mørkt. Det åbne rum opleves derfor ikke som en mørk skakt, men som et område fyldt med lys og festlige farver på alle tider af døgnet. Parkeringshusets betondæk er beklædt med en akrylmembran, der yderligere er påført farvede felter af epoxy i en række prismefarver, der danner udgangspunkt for opmærkning af parkeringsbåsene.
Selve molen er én stor plads på 320 × 40 meter, et åbent byrum udspændt mellem Nyhavn i syd og molens nordligste spids, skabt til en mangfoldighed af aktiviteter på begge sider af Skuespilhuset. Ofelia Plads på nordsiden, for enden af Skt. Annæ Plads, indgår i anlægget. I hovedgrebet er der lagt vægt på udformningen af overgangene mellem Skuespilhuset, pladsen og vandet og på ophold, bevægelse, anløb fra sejlende og fysisk kontakt til vandet. Molens ti pavilloner er organiseret omkring det nævnte ovenlys, en lysspalte til parkeringskælderen, og placeret og indrettet, så de organiserer bylivets skiftende karakter: Cafeer, scener, havnerundfartens billetsalg, nedgang til parkeringsanlæg, samme anlægs nødtrapper og endelig et scenetårn til brug ved lyd-og lysstyring i forbindelse med udendørs skuespil, koncerter, storskærme med mere. I kontrast til pladsens store robuste flade er pavillonerne beklædt med plader og strækmetal af tombak, en rødlig eller guldgullig legering af kobber og zink, der patinerer på en smuk måde til mørkebrun og således vil komme til at korrespondere med Skuespilhusets scenetårn.
Den gennemgående belægning er udført med store, mørkegrå in situ-støbte og rilleterede betonfelter, opdelt af tværgående afvandingsrender i støbejern for hver ti meter og afgrænset mod kajkanten af støbejernselementer. Belægningen er unik og skabt til opgaven, inspireret af krusningerne på vandoverfladen, og der blev udviklet en særlig maskine, der kunne trække de syv millimeter dybe riller i den våde beton. Da maskinen blev trukket manuelt, er rillerne ikke helt lige, og variation i hastigheden har været med til at skabe variation i overfladen, der er helt lukket, men lidt forskellig hen over pladsen. På grund af det hårde miljø valgte man en ekstra aggressiv styrke 40-beton, hvor der er brugt lavalkali sulfatbestandig cement tilsat knust klippegranit og sort farve. Når betonen er tør, står den i grålige nuancer, men i våd tilstand bliver den meget sort og afspejler himmelhvælvet og havet.
Belægningens smukke, rå og slidstærke overflade danner en markant, sammenhængende og robust bund, der binder hele området sammen, både nord og syd for Skuespilhuset, og understreger stedets maritime historie. Den yderste tredjedel af molen falder langsomt ned mod vandoverfladen, der overskyller den yderste kant. Havn, by og mole bliver ét i et langt glidende fald, der åbner sig mod horisont, himmel og hav.
Kvæsthusprojektet blev i 2017 vinder af In Situ-Prisen for sin smukke og overbevisende brug af beton.