Lisbjerg Genbrugsstation

På Lisbjerg Genbrugsstation har man overalt, hvor det har været muligt, anvendt genbrugte eller genanvendte byggematerialer. Alle materialer udnyttes fuldt og inspirerer brugerne af genbrugsstationen til at genbruge mere i hverdagen.

Lisbjerg Genbrugsstation lidt uden for Aarhus udgør et innovativt, håndgribeligt eksempel på potentialet i at genanvende byggematerialer som beton og træ. Betonen stammer fra tidligere byggeprojekter og er herefter nedknust og genanvendt. I alt udgør genbrugte og genanvendte materialer ca. 75 pct. af projektet, og samtidigt er der tænkt æstetik og landskabelig indpasning ind i designet.

Dermed har man på innovativ vis givet det, der ellers var affald, nyt liv og ladet det indgå cirkulært, som en værdifuld ressource, i tilblivelsen af den nye genbrugsstation. Og det cirkulære er på alle måder indbygget i Lisbjerg Genbrugsstation – også i arkitekturen, fortæller arkitekten bag.

”Det runde blev et billede på det hele, så designet blev derefter støbt i rolige, omsluttende former, hvor cirklen blev det bærende element,” fortæller Rasmus Stougaard, arkitekt og partner i Schønherr, der beskriver byggeriet som skulpturelt med en geometrisk klar og smuk betonmur som erstatning for det ofte brugte trådhegn.

Herudover har den cirkulære geometri en praktisk funktion, da den giver korte afstande og et godt overblik.

100 pct. genbrugsbeton

Kredsløb, der er bygherre på projektet, har fra starten haft som krav, at samtlige 5500 m3 beton, der er anvendt i byggeriet, skulle være genbrugsbeton.

”Vi har udelukkende anvendt beton, som aarhusianerne selv har indleveret fra tidligere projekter. Vi brugte et knuseværk i Lisbjerg og leverede den nedknuste beton videre til betonproducenten, så de kunne producere ny beton med genanvendt tilslag,” fortæller Benny Stjernholm, leder af Kredsløb.

For eksempel er betonen i muren omkring genbrugsstationen lavet af en betontype, hvor 60 pct. af betonen består af småsten. Normalt ville man hente småstenene i grusgrave, men her blev de erstattet med 100 pct. knust genbrugsbeton, uden at man er gået på kompromis med betonens styrke.

Synligt genbrug

Genbrugsstationen er designet, så den passer ind i sine omgivelser. De anvendte genbrugsmaterialer i beton og træ er synlige til inspiration for anlæggets brugere, så de kan se, at de materialer, de er kommet for at smide ud, kan genbruges og genanvendes i nye sammenhænge. Rundt om genbrugsstationen har Schønherr desuden skabt et rekreativt område.

”Det har været vigtigt, at sikre en stærk sammenhæng mellem det rekreative areal og genbrugsstationen. Derfor indpasser det cirkulære bygværk sig naturligt mellem slaggedepotets krumme landskabsform og beplantningen mod sydvest,” forklarer Rasmus Stougaard.

Fra områdets udsigtsplatforme kan man få et overblik over både genbrugsstationen, forbrændingsanlæg og anlægget for cirkulære råstoffer, hvor man bl.a. knuser beton.

”Området er tænkt som et sted, hvor skoleklasser og andre borgere kan blive klogere på genbrug og genanvendelse og blive inspireret og motiveret til at tage del i den grønne omstilling,” siger Rasmus Stougaard.


Lisbjerg Genbrugsstation var nomineret til Betoninnovations Prisen i 2023.

Fakta

Bygherre: Kredsløb
Arkitekt (landskab): Schønherr
Arkitekt (bygning): LOOP Architects
Bygherrerådgiver: SWECO
Rådgivende ingeniør: Artelia
Entreprenør: Danjord
Betonproducent: IBF
Udført: 2021

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Relateret indhold