Overenskomstfornyelse mellem DI og 3F BJMF
Dansk Industri og 3F BJMF indgik den 16. marts 2023 forlig om en 2-årig aftale om Jord- og Betonoverenskomsten samt Gulvoverenskomsten og den 20. marts om Murerarbejdsmandsoverenskomsten.
Forlig
Dansk Industri og 3F BJMF er blevet enige om fornyelse af Jord- og Betonoverenskomsten, som gælder for jord- og betonarbejder, som er beskæftiget på ikke-permanente arbejdspladser i København, Frederiksberg og Amager, samt Murerarbejdsmandsoverenskomsten, som gælder i København og Frederiksberg kommuner for virksomheder, der beskæftiger murerarbejdsmænd.
Endvidere har Dansk Industri og 3F BJMF fornyet Guldoverenskomsten, som finder anvendelse, når arbejdet udføres i København og Frederiksberg.
Løn
Mindstelønnen stiger med 4,50 kr. pr. 1. maj 2023 og med 4,50 kr. pr. 1. januar 2024
Samtlige tillæg for overarbejde forhøjes med 3,5 pct. pr. 1. maj 2023 og med 3,0 pct. pr. 1. januar 2024.
Øvrige genebetalinger stiger med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024
Betalingssatserne til lærlinge forhøjes med 4,5 pct. i 2023 og 3,5 pct. i 2024
Bidraget til den særlig lønopsparing stiger med 1,8 procentpoint pr. 1. marts 2024, hvor det udgør i alt 14,7 pct. af medarbejderens ferieberettigede løn. Dog stiger den 2 procentpoint for lærlinge.
Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. juni 2023 fra 8 til 10 pct., mens medarbejderbidraget ændres fra 4 til 2 pct. Den samlede pensionsindbetaling bliver således ved med at være 12,0 pct.
Mere fleksible arbejdstidsregler
Det er blevet indført mulighed for at aftale en 4 dages arbejdsuge under visse betingelser.
Styrkelse af det lokale samarbejde
Aftalen giver tillidsrepræsentanten bedre adgang til at mødes med nye kollegaer, og der må generelt ikke lægges hindringer i vejen for organisering af medarbejderne. Desuden kan valg af tillidsrepræsentanter foregår i arbejdstiden.
Nye regler for betalt barsel
Overenskomsternes barselsbestemmelser tilpasses til de nye orlovsperioder. Far/medmor har fået øremærket yderligere 2 ugers orlov med løn, og forældrene har herudover fået yderligere 2 ugers løndækket orlov, der kan deles mellem dem.
På Jord og Betonoverenskomsten er der desuden indført et loft på 225 kr. pr. time for alle orlovsuger med arbejdsgiverbetalt løn.
På Murerarbejdsmandsoverenskomsten er der et loft på kr. 161,45 kr pr. time (pr. 1. juli 2023) og kr. 167,10 (pr. 1. januar 2024) under graviditetsorloven, barselsorloven samt fædreorloven/medmødreorloven. Under forældreorlov betales fuld løn.
Det giver samlet set 36 ugers orlov med løn efter fødselstidspunktet modsat de 32 uger, som der er i dag.
Bedre muligheder for uddannelse
Der er indført mulighed for at akkumulere ret til fravær til uddannelse, så ugerne kan overføres fra år til år, dog maks. op til 6 uger.
De lokale parter kan udpege en uddannelsesrepræsentant.
Parterne anbefaler, at der udpeges en uddannelsesrepræsentant, hvis der er lokal enighed om det. Uddannelsesrepræsentanten skal bistå virksomhed og medarbejdere i arbejdet med uddannelse efter overenskomsternes bestemmelser.
Implementering af arbejdsvilkårsdirektivet
Overenskomstfornyelsen ændrer i parternes bestemmelser om ansættelsesbeviser, så der tages højde for de nye regler i arbejdsvilkårsdirektivet. Ændringen erstatter de hidtidige regler om ansættelsesbeviser.
Boligtillæg
Der betales et boligtillæg til medarbejdere, som ikke er bosiddende i Danmark ved ansættelsen eller udstationeringens start. Dette gælder fra begyndelsen af den lønningsuge, hvori 1. januar 2024 indgår. Tillægget udgør 25 kr. per time. Boligtillægget bortfalder i den udstrækning medarbejderens timeløn overstiger mindstebetalingssatsen med tillæg af boligtillæg.
Fokus på natarbejderes helbred
NFA’s (National forskningscenter for arbejdsmiljø) anbefalinger om natarbejde bliver indarbejdet i Byggeriets 5 overenskomster. Der skal ved natarbejde af et vist omfang tilbydes yderligere helbredskontrol samt begrænsning af gravides natarbejde.
OBS
Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft.
Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2020-2023.
Regulering af løn, tillæg mv. skal ske pr. 1. maj 2023, og når den nye overenskomst endelig er trådt i kraft.
Du kan holde dig opdateret om overenskomstforhandlingerne på di.dk/ok2023 eller ved at tilmelde dig nyhedsbrevet Personale Update.