Fremtidens Gårdhave på Straussvej

Københavns Kommune og HOFOR har i samarbejde med beboerne på Straussvej i Københavns Sydhavn anlagt en klimatilpasset og grøn gårdhave, der både håndterer hverdagsregn og skybrud. Fremtidens Gårdhave er samtidig bygget med fokus på cirkulær økonomi og miljømæssig og social bæredygtighed, der giver gode rammer for udeliv.

Gårdrummet er udformet særdeles stærkt arkitektonisk, mens stedet på en og samme tid er klimasikret op til en 100-års hændelse.

”I Københavns Sydhavn er der særligt fokus på klimasikring af offentlige områder og samtidig ønskes gode, bæredygtige og sociale rammer for københavnernes hverdag,” fortæller Lene Andersen, projektleder i Park og Byrum i Københavns Kommune, om Fremtidens Gårdhave, der er et ud af tre demonstrationsprojekter for, hvordan kommunen fremover vil samtænke byfornyelse i private gårdhaver, æstetik og klimatilpasning.

Klimakant med vigtig arkitektonisk funktion

Gårdhaven demonstrerer, hvordan klima- og nedsivningsudfordringen vendes til noget værdifuldt for beboere. Regnvand opmagasineres og tilbageholdes af klimakanten, der sikrer cirkulation af vandet via en rende ovenpå muren, men som samtidig har en vigtig arkitektonisk funktion, fortæller Jens Linnet, landskabsarkitekt, kreativ direktør og co-founder i BOGL, der har tegnet gårdhaven.

”Klimakanten er født med en klimatisk rolle, men fungerer samtidig som gårdhavens gennemgående møbel, der giver rumdeling og danner rammen for ophold og fundament for skure og glashuse. Den skaber en overgang mellem det grønne beplantede og det byggede grå, og er således gårdens rygrad, der hægter alle gårdens dele sammen.”

Han forklarer, at vandet ved en 10-års hændelse tilbageholdes i søen og på gårdhavens grønne areal. Ved de sjældne 100-års hændelser anvendes bygningernes facader til opdæmning – for at reducere CO2-aftrykket i byggeriet ved at bygge så lidt som muligt – mens en betonkant rundt om kældernedgangene sikrer mod vandskader i kælderen.


Genbrugsbeton, rent vand og grøntsager

Til Fremtidens Gårdhave har man anvendt beton med 100 pct. groft genbrugstilslag i en kombination med genbrugte chaussésten, fortovsfliser og skiferfliser. Der er tale om et innovativt projekt indenfor beton med substitution af naturligt tilslag med genanvendt groft tilslag, da konstruktionerne er udført i en ekstra aggressiv miljøklasse, hvilket er første gang i Danmark.

Betonen til blandt andet gårdens gennemgående klimakant og til søens fliser er produceret med genbrugstilslag kørt til byggepladsen i hybridbiler, og alle maskiner på byggepladsen var fossilfri.

Regnvandssøen renses biologisk, så børn kan lege i vandet, og beboerne kan forlænge sæsonen i orangeriet, som vandes med vand fra søen, dyrke egne grøntsager, sortere affald i skure bygget af industrielt spildtræ og i det hele taget få en mest mulig bæredygtig hverdag i bred forstand.

Projektet er udnævnt af Realdania Sustain til et af Danmarks bedste klimatilpasningsprojekter og blev vinder af Betoninnovations Prisen 2023.

Fakta

Bygherre: Københavns Kommune og HOFOR (bygherre på det regnvandstekniske anlæg)
Landskabsarkitekt:BOGL Landskabsarkitekter
Arikitekt: Lendager
Rådgivende ingeniør: WSP Danmark
Entreprenør: MøllerLøkkegaard
Betonproducent: Unicon (betonopskrift i samarbejde med Pelcon)
Udført: 2021

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod

Relateret indhold