Foto: Stilladssektionen

07.12.23 DI Byggeri Nyheder

Ny handleplan for forbedring af arbejdsmiljøet i stilladsbranchen godkendt

Fredag den 1. december nåede stilladsbranchen en milepæl, da afrapporteringen af Handleplan 3 for forbedring af arbejdsmiljøet blev godkendt og underskrevet.

Forud for godkendelsen af den endelige handleplan, ligger knap 5 års hårdt arbejde og forhandlinger om at nå til enighed om handleplanens 8 initiativer og sidenhen den praktiske implementering.

Det var derfor en glad styregruppe, der mødte op sammen med Mette Møller og Anders Svendsen fra DI Arbejdsmiljø, Byggeri og Thomas Strømsholt fra Stilladsklubben ved ceremonien i Industriens Hus.

Står på skuldrende af Handleplan 1 og 2

Som nummeret på handleplanen antyder, er det ikke den første handleplan for forebyggelse af arbejdsulykker, nedbringelse af den ergonomiske nedslidning og forbedring af arbejdsmiljøet generelt. Det er en handleplan, der kommer til at have betydelige indflydelse på dagligdagen for branchens virksomheder og ca. 2.000 medarbejdere. Handleplan 3 stiller sig på skuldrende af Handleplan 1 i 2005 og Handleplan 2 i 2008.

Handleplanerne har haft en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet i stilladsbranchen i de år, hvor der er blevet arbejdet målrettet med udfordringerne. En undersøgelse fra Stilladssektionen viser, at medarbejdernes anciennitet i branchen er stigende, efterhånden som indførelsen af tekniske hjælpemidler og større viden om arbejdsmetoder er blevet indfaset.

Parterne er dog enige om, at der fortsat ligger et stort arbejde forude i forhold til at mindske den ergonomiske nedslidning for stilladsmontørerne i branchen. Der skal i de kommende år arbejdes fokuseret med at udvikle og implementere de 8 initiativer i Handleplan 3.

De 8 initiativer i Handleplan 3

  1. Fokus på fortsat implementering af Handleplan 1 i virksomhederne
  2. Ændring af de nuværende priskuranter
  3. Inddragende samarbejde med medarbejderne der skal medvirke til at mindske nedslidning. (Indkøbsstrategi i virksomhederne, der sikre mindre nedslidning).
  4. Opgavefordeling, arbejdsmetoder og bemanding til opgaverne
  5. Fokus på leverandør, som aktiv medspiller til at sikre mindre nedslidning
  6. Tilladelse til arbejdsområder/råden over vejareal
  7. Korrekte stilladser
  8. Kursus/undervisning i ergonomi

 

Styregruppen - Handleplan 3

Claus Von Elling, Formand Byggegruppen i 3F

Underdirektør Anja Bülow, DI Brancheservicecenter Byggeri

Kurt Bo Jensen, Stilladssektionen i DI Byggeri

John Jakobsen, Formand 3F København

Relateret indhold