Foto af bestyrelsen fro Dansk Materielforening.

20.04.23 DI Byggeri Nyheder

DI Byggeri har oprettet en ny forening: Dansk Materielforening

Dansk Materielforening er nu en realitet i DI Byggeri. Foreningen så dagens lys på en stiftende generalforsamling, som blev afholdt d. 19. april i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Dansk Materielforening er en del af DI Byggeri. Dansk Materielforening henvender sig til udlejere, leverandører og store brugere af materiel i byggeriet.

Stærkt samarbejde

Adm. Direktør for GSV, Dan Vorsholt, er blandt initiativtagerne til foreningen. Han er også blevet valgt som formanden for Dansk Materielforening på det konstituerende bestyrelsesmøde, som blev afholdt i umiddelbar forlængelse af den stiftende generalforsamling.

Den nyslåede formand udtaler: ”En af byggeriets største udfordringer i den grønne omstilling, er at gøre byggepladserne fossil- og emissionsfrie. Udover digitalisering, er samarbejdet mellem byggeriets aktører nøglen for at nå godt i mål med den grønne omstilling. Det er derfor, at vi har valgt at placere Dansk Materielforening i DI Byggeri.”

Bestyrelsen for den nystiftede forening tæller:

  • Formand, Dan Vorsholt, GSV Materieludlejning A/S
  • Næstformand, adm. Dir. Carsten Lausen Hoeck, Loxam
  • Morten Høberg Sonasson, Hoffmann A/S
  • Renè C. Olsen, City Lift A/S
  • Lasse Wittrup Ludvigsen, Zeppelin Danmark A/S
  • Andrè Bakke, O.B. Wiik Danmark A/S
  • Erik Høi, G. Tscherning A/S

Anders Stouge, direktør i DI Byggeri, glæder sig over, at væsentlige materielvirksomheder sammen ser fordelen ved, at DI Byggeri skal være rammen for den nye forening. Han ser det som en god, naturlig beslutning. Særligt set i lyset af, at store dele af den værdikæde, som materialevirksomhederne samarbejder med, er eksisterende medlemmer i DI Byggeri.     

Fremtidigt arbejde

Bestyrelsen for Dansk Materielforening har allerede iført sig arbejdstøjet, og er gået i gang med at styrke foreningens medlemsgrundlag, sikre prioritering af og aktiv deltagelse i det politiske arbejde i DI Byggeri samt sidst men ikke mindst udvikle nye attraktive tilbud til foreningens medlemmer.

Relateret indhold