Foto: Learnmark Tech

27.03.24 DI Byggeri Nyheder

Virksomhed i Hvidovre uddanner Danmarks første stentekniker

Hos E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri i Hvidovre er Mark Skovbæk netop udlært som Danmarks første stentekniker. Det er ifølge ejeren, Ole Grage, en bevidst strategi for virksomheden at uddanne fremtidens stenteknikere.

Siden 1797 har E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri A/S i Hvidovre leveret specialprodukter i fx marmor, granit eller kvartsit. Sidst i marts 2024 uddannede det mere end 200 år gamle firma Danmarks første faglærte stentekniker, Mark Skovbæk.

En svendeprøveafslutning, som markerer overgangen fra lærling til faglært, er altid festlig, men fredag den 22. marts 2024 var noget helt særligt. Indehaver af E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri Ole Grage, CEO Søren Brock og produktionsleder Henrik Bredfeldt var kørt fra Hvidovre til Horsens for at være med til at fejre deres nyudlærte stenteknikersvend, Mark Skovbæk.

Foran familie, kolleger, repræsentanter fra stenhuggerlauget og medarbejdere fra Learnmark Tech, hvor Mark Skovbæk har taget sine skoleforløb, fik han overrakt sit svendeprøvebevis.

Vil undgå at specialviden går tabt

Det var for Ole Grage en helt særlig dag for det mangeårige familiefirma, fordi Mark Skovbæk fremadrettet skal være med til at videreføre et gammelt håndværk.

”Vi har specialarbejdere ansat, som gennem mange år har tilegnet sig specialviden inden for vores branche. På et eller andet tidspunkt går de dygtige folk på pension, og ved at ansætte Mark som stenteknikerlærling giver vi langsomt stafetten videre,” fortæller Ole Grage.

Flere skal have en uddannelse

Ole Grage var i sin tid en af initiativtagerne bag stenteknikeruddannelsen, fordi han gerne vil bidrage til at flere unge og voksne tager en uddannelse.

”Har man et svendebrev, står man stærkere på arbejdsmarkedet. Mark har, siden han var 18 år, arbejdet som ufaglært lagermand, i dag har han gennemført en uddannelse og har tilegnet sig en masse kompetencer både på skolen og i firmaet,” siger den stolte mester.

Han opfordrer derfor branchen til også at tage lærlinge.

”Vi har alle et ansvar for at flere unge og voksne i Danmark tager en uddannelse. Samtidig er det vigtigt, at mange års viden og erfaring, der er rygraden i vores branche, bliver givet videre til næste generation. Men vi skal som branche og som mestre være meget mere aktivt opsøgende, for kommende lærlinge henvender sig ikke nødvendigvis af sig selv. Ønsker man at give stafetten videre, må man også selv være pro-aktiv,” understreger Ole Grage.

Kontakt for mere info

Ole Grage, indehaver af E. Nielsens Mekaniske Stenhuggeri, E: og@e-nielsen.dk eller M: 4014 1600

Relateret indhold