DI Dansk Byggeri

Anstændige jobs og økonomisk vækst

Mere vækst kræver, at flere kvinder og mænd verden over skal i fuld og produktiv beskæftigelse. Dansk Byggeris medlemsvirksomheder medvirker til at skabe jobs og vækst til en bred gruppe, både når det gælder faglært og ufaglært arbejde. Vi skaber anstændige jobs under ordentlige arbejdsforhold. Branchen rekrutterer bredt og har både unge, seniorer, tidligere kriminelle, flygtninge, omskolede medarbejdere, og så gør vi samtidig en indsats for at få personer på kanten af arbejdsmarkedet tilbage i job.

Man kan, hvad man vil

KW Betonteknik A/S i Slagelse har ikke et sekund fortrudt deres beslutning om at uddanne en voksenlærling. Mikael Aaby på 48 år blev i april 2019 færdiguddannet som bygningsstruktør med en flot bronzemedalje ved svendeprøven. Inden voksenlærlingeforløbet var han ansat i virksomheden som ufaglært, men efter opfordringer fra sin chef tog han beslutningen om at starte som voksenlærling. Det har vist sig at være en god investering for begge parter.

Hos KW Betonteknik oplever man, at der er mange fordele af hente ved at have voksenlærlinge.

- Mikael har jo en vis modenhed og grunderfaring. Han har været ude og lære og har stået på egne ben fra 8. klasse, og derfra har han erfaring med i rygsækken. Der er samtidig en vilje, lyst og entusiasme, som vi også ser hos andre på hans alder. Og så oplever vi en meget velovervejet beslutning om at uddanne sig. Det er ikke noget, man bare gør, fordi man skal lave et eller andet. Det er en investering i liv og i fremtid, siger adm. direktør i virksomheden Kasper Wittendorff.

Gevinst for både lærling og arbejdsplads 
For Mikael Aaby har hele uddannelsesprocessen og det flotte resultat til svendeprøven styrket ham både fagligt og personligt.

- Fagligt har jeg rykket mig meget. Blandt andet er min tegnforståelse og den måde, jeg bruger it-programmer på, blevet væsentligt bedre. Jeg har fået en større sikkerhed i de ting, jeg laver, og jeg føler, jeg kan tage et større ansvar, fordi jeg kan se tingene på en anden måde, end da jeg var ufaglært.

Den udvikling, Mikael Aaby har været igennem siden uddannelsen, afspejler sig også i dagligdagen i hans arbejde. Han er blevet mere rolig og selvsikker, og det har igen betydet, at han er blevet mere respekteret blandt kollegerne.

Kast dig ud i det
- Mikael er et godt eksempel på, at man kan, hvad man vil. Den ro, han har fået ved nu at vide, hvad han kan, er beviset på, at man skal give det en chance. Både som virksomhed og som ufaglært, siger Kasper Wittendorff.

Mikael Aaby følger op:
- Folk på min alder er måske bange for at få et nederlag ved at starte uddannelse i en sen alder. Men man kan godt, man får en masse hjælpemidler. Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre, siger han og opfordrer andre ufaglærte til at kaste sig ud i det.

Læs hele historien om Michael og KW Betonteknik her

Et socialt ansvar, der betaler sig

Entreprenørvirksomheden Anker Hansen & Co. A/S gør en indsats for at hjælpe utilpassede ledige ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke alle, der kommer gennem nåleøjet. Men de, som kommer med en vilje og lyst til at arbejde, får en chance.

Virksomheden har et projekt, der skal hjælpe utilpassede ledige ind på arbejdsmarkedet gennem et 13-ugers praktikforløb.

- Vi stiller krav til både kommunen og den enkelte om at have dem i et 13-ugers praktikforløb. Mindre vil ikke kunne gøre det, hvis man skal have en mulighed for at komme ind i arbejdsgangen igen. Derudover er det et krav, at man er stof- og alkoholfri, har et fast sted at bo samt er villig til at arbejde, siger markedschef Helmut Melcher.

Anker Hansen & Co. har blandt andet erfaring med flygtninge, som får en mulighed for at blive integreret og få bedre danskkundskaber. Virksomheden tager også folk ind med en kriminel baggrund, alkoholikere og mennesker med manglende sociale færdigheder.

– Når de træder ind på byggepladsen, kommer de ind med en ren tavle. Der er ingen, der stiller spørgsmål til deres baggrund, med mindre de selv vil dele den, siger tømrermester Henrik Benedict Jørgensen, som er med til at tage imod de nye lærlinge.

Florian Solomon på 29 år er oprindeligt fra Serbien. For ham har det betydet rigtig meget at få muligheden for job hos Anker Hansen & Co.

- Jeg har jo ikke en uddannelse, så det at Anker Hansen & Co. bare ser, at man har nogle værdier, og at man virkelig vil, det er jo fantastisk.

Projektet er ikke kun værdifuldt på det menneskelige plan. At tage et socialt ansvar har også vist sig at være en fordel, når virksomheden byder på projekter.

- Vi har allerede oplevet, at bygherrer stiller krav til, hvor mange lærlinge, man tager ind i forbindelse med en opgave, eller til at man tager et socialt ansvar. Og så er det jo super nemt for en virksomhed som os, at vi automatisk kan garantere netop det. På den måde er vores sociale ansvarlighed også en konkurrenceparameter, siger Helmut Melcher.

Læs hele historien om ANKER HANSEN & COs sociale ansvar her

Hos Enemærke & Petersen er seniorerne guld værd

Enemærke & Petersen har en helt særlig seniorpolitik, der skal fastholde så mange seniorer i arbejde som muligt.

For snart tretten år siden stod virksomheden i et dilemma. Mange af deres dygtige medarbejdere, der havde været med siden entreprenørvirksomhedens opstart, skulle snart på pension.

- Det var vi kede af, for det betød, at gode erfaringer gik tabt, fortæller Birgit Wagner, der er løn- og HR-administrationschef hos Enemærke & Petersen. Derfor fandt virksomheden på en række tiltag, som kunne lokke medarbejderne til at blive et par år mere. I dag er det blevet til en seniorkonference, fleksible arbejdstider, et årligt helbredstjek, rabat til motionscentre og seniorsamtaler mellem medarbejder og leder.

- Deres erfaringer er guld værd, for når vores seniorer kender arbejdsmetoderne og kunderne i forvejen, sparer vi en masse tid, siger Birgit Wagner.

Tømrer Niels Kørschen har været ansat hos Enemærke & Petersen i 25 år.

- Fruen arbejder stadig, så derhjemme er der ikke så meget for mig at lave. Samtidig får jeg den frihed, jeg har brug for, siger Niels Kørschen om sin seniorordning, hvor han sammen med sin chef løbende aftaler, hvor mange timer han skal være på værkstedet.

Ifølge Birgit Wagner gør de hos Enemærke & Petersen meget ud af at tale om alderdommen. På den måde sikrer virksomheden, at seniorerne får arbejdsopgaver, der passer til deres kunnen, uden at sende et signal til dem om, at de ikke længere slår til på arbejdspladsen.

Læs hele historien om Enemærke & Petersens seniorpolitik her

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte DI Dansk Byggeri