Foto: Getty Images

26.05.21 DI Dansk Byggeri Nyheder

Vigtig afgørelse om det offentliges betalinger

Ny voldgiftskendelse om det offentliges betalinger kan få betydning for mange entreprenører, som eventuelt vil have krav på efterbetaling af renter. Læs mere her.

En nedsat voldgiftret med tre juridiske dommere har den 13. april 2021 taget stilling til en række principielle spørgsmål vedrørende den offentlige bygherres betalinger.

På baggrund af Voldgiftsrettens afgørelse må det antages, at mange entreprenører vil kunne have krav på, at den offentlige bygherre foretager efterbetaling af renter som følge af for sen betaling.

Det er i den forbindelse vigtigt at notere sig, at betaler en bygherre for sent, har entreprenøren efter AB 92/AB18 og ABT 93/ABT 18 krav på renter helt tilbage fra den dag, hvor bygherren modtog entreprenørens faktura. Dette skyldes, at betalingsfristen i standardvilkårene har karakter af såkaldte ”løbedage”.

Voldgiftsrettens afgørelse af 13. april 2021 (sag C-5521)

Ved kendelse af 13. april 2021 har voldgiftsretten fundet følgende:

  • Såfremt sidste rettidige betalingsdag falder på en weekend- eller helligdag, udsættes sidste rettidige betalingsdag ikke til førstkommende hverdag.

  • Medmindre andet er aftalt anses betaling i entrepriseforhold (først) for sket, når betalingen er kommet frem til entreprenøren, det vil i praksis sige, når beløbet er indgået på entreprenørens konto. Dette flugter med Voldgiftsrettens udtrykte kendelse af 7. april 2020 (sag C-14142)

  • Offentlige myndigheder skal – uanset hvad – altid betale inden for 30 kalenderdage, regnet fra entreprenørens anmodning om betaling til entreprenøren har det skyldige beløb til rådighed.

Du kan finde Voldgiftsrettens afgørelse af 13. april 2021 her.

Afgørelsens betydning for DI Dansk Byggeris medlemmer

Har man som entreprenør en aftale med en offentlig bygherre, vil voldgiftsafgørelsen fra april 2021 kunne betyde, at man kan gøre krav på efterbetaling af renter gældende.

Desuden betyder voldgiftsafgørelsen, at de offentlige bygherrer fremadrettet, herunder i forbindelse med udbud af nye kontrakter, bør sikre sig, at betalingsbetingelser- og betalingspraksis er i overensstemmelse afgørelsen.

DI Dansk Byggeri bemærker, at de fleste offentlige bygherrer standardmæssigt i sit udbudsmateriale har forlænget betalingsfristen i AB/ABT fra 15 arbejdsdage til 30 kalenderdage, og at der i dette tilfælde vil være tale om forsinket betaling, hvis entreprenøren først har det skyldige beløb til rådighed senere end 30 kalenderdage efter, at entreprenøren har fremsat en anmodning om betaling.

Det er som nævnt vigtigt at være opmærksom på, at betaler bygherren for sent, og er AB 92/AB18 eller ABT 93/ABT 18 vedtaget mellem parterne, vil entreprenøren have krav på renter helt tilbage fra den dag, hvor bygherren modtog entreprenørens faktura.

Hvad skal DI Dansk Byggeris medlemmer gøre?

Mener du at have krav på renter som følge af for sen betaling, anbefaler vi, at du hurtigst muligt gør den offentlige bygherre opmærksom herpå (reklamation).                                          

Overordnet forslag til reklamationstekst:

Krav på efterbetaling af renter

Den [dato] fremsendte vi fakturanr. […] lydende på [beløb].

Efter en gennemgang af vores bogholderi kan vi konstatere, at det fakturerede beløb blev betalt af [bygherrens navn] således at beløbet først var til rådighed på vores konto den [dato]. Betalingen er dermed for sen, jf. gældsbrevslovens § 3 samt rentelovens § 3b, stk. 1, og voldgiftskendelse af 13. april 2021 (sag. nr. C-15521). 

Som følge af den forsinkede betaling skal vi hermed gøre et rentekrav gældende, idet vi gør opmærksom på, at betalingsfristen i [AB 92/AB18 og ABT 93/ABT 18] er løbedage, hvorfor vores tilgodehavende i henhold til fakturanr. […] skal forrentes fra [bygherrens navn] modtog vores faktura den [dato].

Vores rentekrav kan opgøres til [beløb].

For en god orden skyld skal vi bede [bygherrens navn] om straks skriftligt at erkende sin forpligtelse til at betale renter som følge af forsinkelsen med betalingen af fakturanr […]."

Du skal også være opmærksom på reglerne om forældelse i forældelsesloven. Krav på betaling af renter er omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år.

Forældelsesfristen regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket der kunne kræves betaling. Da renter i almindelighed forfalder dag for dag, efterhånden som de påløber, vil forældelse af rentekrav derfor ske løbende.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte DI Dansk Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Relateret