Foto: Colourbox

11.06.21 DI Dansk Byggeri Nyheder

Gode elementer i ny aftale om kommunernes økonomi

Regeringen og KL har sammen indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2022. DI Dansk Byggeri glæder sig over flere elementer i aftalen herunder den nye anlægsramme samt et øget fokus på energirenoveringer.

Regeringen har indgået en aftale med KL om kommunernes økonomiske ramme i 2022. Aftalen giver en anlægsramme på 19,9 mia. kr. Det betyder, at anlægsrammen er reduceret med 1,7 mia. kr. sammenlignet med i år, hvilket også var forventet, vurderer DI Dansk Byggeri:

- Jeg vil gerne kvittere for en på mange måder god aftale om kommunernes økonomi. Vi havde forventet, at anlægsrammen ville falde næste år, da rammen for 2021 blev sat højt grundet coronavirus, og med 19,9 mia. kr. er rammen landet på et pænt niveau, siger Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri.  

I aftalen fremgår det, at energirenoveringer skal prioriteres i endnu højere grad i kommunerne. Der skal laves en kortlægning af potentialet for energieffektiviseringer, og så skal der arbejdes for, at kommunernes energirenoveringsrate kommer op på tre pct.

- Det er rigtig godt, at man har lavet et særskilt afsnit om energirenoveringer – det viser, at området har høj prioritet. Bygninger spiller en væsentlig rolle i klimaindsatsen, så det er helt nødvendigt, at potentialet for energieffektiviseringer bliver kortlagt, og at energirenoveringsraten i kommunerne kommer op på tre pct., lige som det allerede er kravet til staten, siger Torben Liborius.

I DI Dansk Byggeri ærgrer man sig dog over, at veje og infrastruktur ikke er nævnt i aftalen.

- Der er et stort behov for investeringer i infrastrukturen. Både for at indhente det store efterslæb og for sikre fremkommeligheden, siger Torben Liborius og fortsætter:

- Vi pendler mere end aldrig før, og mobilitet er en væsentlig faktor for samfundsøkonomien. Så det er enormt vigtigt, at vi har fokus på at nedbringe trængslen og sørge for, at folk kan komme nemt på tværs af Danmark, siger han.

Kontakter

For yderligere kontakt: Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri.
2332 3495.

Relateret