I Sønderborg uddannes den næste generation af ingeniører – det var ikke sket uden LINAK
På Als – nærmere bestemt Guderup – ligger LINAK. Det har de altid gjort. Og her vil de også ligge i fremtiden. For ejer og grundlægger, Bent Jensen, er lokalsamfundet nemlig afgørende for virksomhedens succes. Derfor føler han sig forpligtet til at give tilbage.
Bent Jensen er selv ingeniør. Han er født og opvokset på Als, hvor industrigiganten LINAK ligger. For bare få år siden stod Sønderborgområdet med udsigt til at mangle 800 medarbejdere, og især manglen på ingeniører var faretruende.
For LINAK var manglen på arbejdskraft en reel udfordring. Derfor måtte der gøres noget. Det var svært at tiltrække medarbejdere fra andre dele af landet, og at flytte virksomheden var – og er – ikke en mulighed.
- Min filosofi er, at jeg ikke skal forlade denne verden uden at have hjulpet lokalområdet. Jeg føler stor forpligtelse til at hjælpe Sønderborgområdet, for her har vi bygget hele vores virksomhed op, fortæller Bent Jensen. Og udfordringen med mangel på elektronikingeniører var en kæmpe udfordring for området – og ikke bare for LINAK, fortsætter han.
Nye ingeniøruddannelser til byen
Sammen med egnens anden store familievirksomhed Danfoss, Sønderborg Kommune, Region Syddanmark og SDU investerede LINAK svimlende 269 millioner kroner i at starte et nyt center på Syddansk Universitet i Sønderborg, der skulle sikre flere ingeniører til området med helt særlige kompetencer inden for elektronik, mekanik og it. Det lykkedes, og nu uddanner SDU i Sønderborg hele paletten af fagligheder. Ikke bare til gavn for området, men for hele landet.
- Her var Bent Jensen en afgørende faktor, fortæller Henrik Bindslev, Dekan for Det Tekniske Fakultet på SDU.
- Udviklingen er vendt. Vi har ingen problemer med at rekruttere medarbejdere til Sønderborg, og vi har en stor stigning i optag af studerende. Siden vi startede i 2017, har vi mere end tredoblet optaget af studerende på bacheloruddannelserne, uddyber Henrik Bindslev.
Jobgaranti får internationale unge til at komme – og blive
De nye LINAK-støttede ingeniøruddannelser fik den nu 22-årige Massera Alqes til at vælge Sønderborg over de europæiske storbyer, hun ellers overvejede.
- LINAK har været en stor del af min studietid. Foruden deres økonomiske bidrag til uddannelsen, er de også meget aktive i forbindelse med arrangementer, jobmesser og konkurrencer for studerende. Og så selvfølgelig jobgarantien, som de stiller, fortæller Massera Alqes.
Da den unge iraker forlod hjemlandet for at etablere sig et nyt sted i verden, vejede det tungt, at lokale virksomheder i Sønderborg tilbyder jobgaranti til nyuddannede ingeniører. Men garantiordningen blev ikke relevant for Massera. LINAK ansatte Massera allerede før, hun afsluttede din uddannelse.
For Massera Alqes er det kombinationen af en stærk faglig uddannelse, jobmulighederne og byens voksende kultur- og byliv, som bekræfter hende i, at valget af Sønderborg var rigtigt.
- Masseras historie er jo fantastisk. Det giver mig en fantastisk følelse i kroppen, at vi har været med til at gøre hende så begejstret for hendes studietid, arbejdsliv og sociale liv i Sønderborg. Det er en virkelig god historie. Og dem har vi flere af, fortæller Bent Jensen.
Hjerteinvesteringer - en fast del af budgettet
Ansvaret og følelsen af at bidrage lokalt koster LINAK-stifteren millioner årligt. Men for ham handler det om en gensidig afhængighed mellem LINAK og det omkringliggende samfund.
- Vi skal ikke gå i graven med vores penge. Vi skal give tilbage til lokalområdet, og det har vi et ansvar for. For vi har startet og opbygget vores virksomhed her, siger Bent Jensen.
- Fordi vi er en familieejet virksomhed, har vi mulighed for at støtte vores lokalsamfund og lokale sager, som ikke ville komme på tale, hvis LINAK fx var ejet af en kapitalfond, vurderer Bent Jensen.
LINAK giver hvert går fem millioner kroner til kultur, sport og sociale projekter i Sønderborgområdet. Bent Jensen kalder det hjerteinvesteringer, og de er med til at sikre, at området ikke bare er godt at arbejde i, men også at leve i. Dertil kommer det, som Bent på godt sønderjysk kalder for, det løse. Den undseelige betegnelse dækker ironisk nok over de milliard-store investeringer i fx SDU eller det resort, som er under etablering i Nordborg.
Om LINAK
I 1976 overtog Bent Jensen sin farfars beskedne smedeværksted med syv mand. Han begyndte at fremstille en løftemekanisme kaldet en lineær aktuator. Den satsning har inspireret virksomhedens navn. I første omgang blev den skabt til at indgå i en kørestol. Men det udviklede sig til bestanddele i mange produkter, måske mest kendt i hæve-sænke-borde og elevationssenge.
I dag er der over 2.400 ansatte i LINAK, som fortsat har sit hovedkvarter på Als, men som er til stede i mere end 30 lande.