Fra venstre: Jacob Hasselbalch Larsen er næste generation i Slagelse Transportcenter, Frederik Ludvigsen er en af de mange, der har fået en hjælpende hånd i virksomheden, og Jens-Ole Larsen er direktør og ejer af Slagelse Transportcenter. Foto: Ulrik Jantzen

11.09.23 Nyheder

Lysten til at gøre en forskel går i arv

Slagelse Transportcenter har gennem årene hjulpet mange unge med vanskeligheder på rette vej gennem et lærlingeforløb. Glæden ved at gøre en forskel har været i vognmandsforretningen i generationer og er kommet over 600 mennesker til gode.

Det er en del af DNA’et i Slagelse Transportcenter at gøre en indsats for mennesker, der ikke er gået den lige vej fra skolen til arbejdsmarkedet. I dag har over 600 mennesker været igennem familievirksomheden og er blevet chauffører. 

Jens-Ole Larsen, der er ejer og direktør for Slagelse Transportcenter, og er stolt af at drive et fragtfirma, hvor folk kan udvikle sig og trives uanset deres baggrund.  

Han mener selv, at lysten til at gøre en forskel går helt tilbage til barnsben, hvor forældrene havde et rend af ”skæve eksistenser” i vognmandsforretningen. 

- Det har jeg kørt videre på, siger Jens-Ole Larsen og tilføjer:  

- Mange startede uden tidligere erfaring eller tidligere succesoplevelser. Vi startede dem i terminalen, hvor de lærte det grundlæggende: At møde op til tiden. Hvorefter de blev rykket rundt i hele organisationen, fortæller Jens-Ole. 

Fra hashtåger til førerhuset: Frederik elsker sit nye liv  

Frederik Ludvigsen er en af de mange unge, der efter en turbulent start på voksenlivet er kommet godt på rette spor gennem et lærlingeforløb hos Slagelse Transportcenter. Han har tidligere haft svært ved at passe et almindeligt arbejde efter et hashmisbrug, som stadig kan gøre hverdagen hård. 

 - Det var mit held. I starten var det selvfølgelig hårdt. Men nu har jeg vænnet mig til det. Og jeg elsker det ansvar, som jeg har fået og mine arbejdsopgaver, siger 28-årige Frederik Ludvigsen.  

Slagelse Transportcenter har givet Frederik noget at stå op til og et ansvar, som ingen tidligere har betroet ham. Og den slags oplevelser er præcis grunden til, at Jens-Ole og Slagelse Transportcenter bruger kræfter på Frederiks og andres fremtid. 

- Jeg bliver stolt indeni, hver gang jeg ser en af mine ansatte lykkes på arbejdspladsen og i livet, fortæller Jens-Ole.  

Som virksomhed er vi forpligtet til at give tilbage 

Jens-Ole mener, at det er hans og virksomhedens forpligtigelse at give noget tilbage til det samfund, han er en del af. 

- Jeg vil hellere have, at der på min gravsten står, at jeg gjorde en forskel, end ”her hviler Jens-Ole, han blev fed og rig”, siger Jens-Ole Larsen.  

Og den opfattelse går ikke i graven med ham, for sønnen Jacob Hasselbalch Larsen, der er driftsdirektør i virksomheden og søn af Jens-Ole Larsen, tænker i samme baner og opfordrer andre virksomheder til også at hjælpe unge på kanten. 

- Der er mange, der kan og vil vokse med opgaven. Men det kræver, at der er nogle virksomheder, der giver dem chancen. Mit budskab er helt klart: Vær åben, og giv andre mennesker en chance, siger Jacob Hasselbalch Larsen. 

På den måde, er Slagelse Transportcenter en rigtig familievirksomhed. For sådan er livsanskuelsen ofte i danske familievirksomheder. De føler et unikt slægtskab til Danmark. Det er her, de vil bidrage. ​ 

De vil Danmark det bedste. 

Tak til Slagelse Transportcenter, for at være en stor inspiration for mange. 

Om Slagelse Transport-center

Slagelse Transportcenter er en familieejet virksomhed med 130 ansatte som beskæftiger sig med transport og er en del af kæden ”Danske Fragtmænd”. Siden 1981, hvor Jens-Ole som 21-årige købte ruten, har de hjulpet mennesker, der ellers har haft svært ved at få et job på arbejdsmarkedet. Slagelse Transportcenter er den transportvirksomhed i Danmark, som har uddannet flest elever.   

Relateret indhold