26.09.23 Nyheder

Schur fejrede 175-års jubilæum ved at give tilbage til Horsens

Normalt er det jubilaren, der får gaver. Men i 2021 fejrede familievirksomheden Schur sine 175 år med gaver til hjembyen, Horsens. Det handler om at give tilbage til byen, hvor det hele begyndte. Med en ny legeplads som samlingspunkt i byen og hyldest på børnebogsform til byen skulle jubilæet komme særligt byens børn til gode.

Horsens er hjemstavn for familievirksomheden, Schur, der udvikler og producerer innovative emballageløsninger. I 1846 blev Schur grundlagt af Johan Wilhelm Schur, og siden da er virksomheden stødt vokset sig større, og har i dag også lokationer i Sverige, Tyskland, USA og Australien. Dog er Horsens stadig det første familien nævner, når de skal fortælle virksomhedens historie.

Derfor er det blevet tradition, at hjembyen får gaver, når virksomheden fejrer jubilæum. Da 175-året oprandt, søsatte Schur en række initiativer som gave til byens børn og unge.

- Vi ville give en gave til Horsens i den forbindelse. Gaven skulle være til glæde for borgerne, og vi ville gerne fokusere på børnene, fortæller Hans Schur, som er femte generation i virksomheden.

Milliondonation skaber samlingspunkt i byen

Jubilæet blev anledning til at støtte opførelsen af en stor legeplads ved Danmarks Industrimuseum. Her har Schur doneret flere millioner kroner til projektet. 

- Vi er glade for, at vi kan give børnene og Horsens et nyt sted til at udfolde sig, siger Hans Schur, hvis far var med til at grundlægge Danmarks Industrimuseum i 1977, og som selv er mangeårig formand for museets bestyrelse.

Legepladsen skal være er med til at vække historien til live ved at skabe et lærerigt rum, hvor børnene kan opleve nogle af de maskiner, de har lært om på museet. Den nye legeplads skal samtidig skabe et naturligt samlingspunkt i midtbyen for både børn og voksne.

En hyldest til Horsens til gavn for voldsramte børn

Samlingspunkter for byen har tilsyneladende været et tema. I forbindelse med jubilæet udkom også en bog i Rasmus Klump-universet, der hylder Horsens. Det startede som en sjov idé, der efter lidt overtalelse blev til virkelighed. Bogen skal skabe interesse for de mange seværdigheder i byen, men dens formål er også et andet.

Salget af bogen er et samarbejde med flere butikker i byen om at støtte et godt formål. Overskuddet fra salget skulle ubeskåret gå til Børns Vilkår. Det betyder, at Schur indtil videre har kunne overdrage 350.000 kroner til organisationens bekæmpelse af vold mod børn.

- Vi skylder byen en kæmpe tak. Vi er kun, hvor vi er, på grund af byen og de loyale medarbejdere, vi har haft gennem årene. Det er vi glade for, at vi nu har muligheden for at anerkende, fastslår Johan Schur, som er sjette generation i Schur.

Schur er et godt eksempel på en virksomhed, der gennem generationer er drevet af lysten til at udvikle og drive familievirksomheden videre lige netop der, hvor det hele startede.

Om Schur

Schur laver innovative emballageløsninger. Familieejet i seks generationer, grundlagt i Danmark i 1846 af Johan Wilhelm Schur i Horsens, hvor virksomheden fortsat har sit hovedkvarter. I dag er Schur en international familie på 12 virksomheder, der beskæftiger cirka 900 medarbejdere, driver produktionsfaciliteter i seks lande og betjener markeder over hele verden.

Relateret indhold