24.01.24 Nyheder

Emilie Rath - Fra Formel 1 mekaniker til Lærlingeansvarlig hos Wicotec Kirkebjerg A/S

Emilie Rath, tidligere Formel 1-mekaniker, har taget rattet som lærlingeansvarlig hos Wicotec Kirkebjerg A/S og hendes unikke rejse fra Formel 1 pitstop til Teamleder sætter nu nye standarder i branchen.

Emilie Rath, der tidligere har arbejdet med nogle af verdens hurtigste racerbiler, har skiftet gear og er nu i førersædet som lærlingeansvarlig hos Wicotec Kirkebjerg A/S. Hendes erfaring fra Formel 1 og passion for erhvervsuddannelser har skabt en banebrydende tilgang til lærlingeindsatsen hos virksomheden.

Pitstopdrømme og mekanikerkarriere
Da Emilie var en lille pige, så hun en dag tilfældigvis et pitstop i fjernsynet. Det kom til at være et skelsættende øjeblik i Emilies liv: "Det blev startskuddet til min drøm om at blive en del af Formel 1 som mekaniker. Fra den dag af, gik jeg målrettet mod at blive end del af Formel 1 verden " siger Emilie Rath.

Selvom biler og motorsport ikke var en indgroet interesse i hendes familie, var Emilie fast besluttet på at forfølge sin drøm. Efter 10. klasse begyndte hun på mekanikeruddannelsen, og det var en øjenåbner for hende. ”indtil da havde jeg ikke tænkt, at det var noget særligt, at jeg som pige startede på en mekanikeruddannelse, men jeg fandt hurtigt ud af, at ikke alle synes, at det var noget for piger” forklarer Emilie og uddyber: ”Da jeg skulle finde en læreplads kørte min far mig rundt i stort set hele landet og jeg afleverede personligt i omegnen af 100 ansøgninger. Men gang på gang blev jeg mødt af afslag med forklaringer om, at jeg jo kunne blive gravid og mange andre trælse svar”.

Emilie fik efter en ihærdig indsats sin læreplads og sin mekanikeruddannelse, som blev efterfulgt af en uddannelse i autoteknologi, og derefter tog hun springet til England hvor hun sikrede sig en praktik plads på et Formel 3 hold, og siden hen en fastansættelse. Hun arbejdede sig op gennem rækkerne af mindre motorsportsteams, indtil hun endelig en dag stod som mekaniker på et Formel 1 hold og udlevede sin drøm.

Tiden i Formel 1 var vild, spændende og lærerig, og Emilie fik sat en masse oplevelser ind på erfaringskontoen i de 3 1/2 år, hun turnerede verden rundt med førende teams, hvor samspillet med teamet er alt afgørende, og balancen mellem at tabe eller vinde hårfin. ”Jeg har gennem min karriere i Formel 1 lært rigtig meget om, hvordan man får en gruppe mennesker til at spille sammen og være effektive om en opgave, samtidig med, at der er plads til alle og vi kan spille hinanden gode,” siger Emilie.

Fra Formel 1 til Wicotec Kirkebjerg
Efter internationale oplevelser i Formel 1 verden og et verdensmesterskab med Mercedes havde Emilie udlevet sin store drøm og hun vendte tilbage til Danmark, hvor Wicotec Kirkebjerg A/S stod og ventede. De søgte en lærlingeansvarlig og Emilie tog udfordringen op. Med sig ind i jobbet har Emilie bragt sin enestående erfaring fra Formel 1, og det er en kombination, der gør hende unik i sin rolle som lærlingeansvarlig.

”Vi har alle vores styrker på forskellige områder, og nogle kan gøre det virkelig dårligt i en arbejdsfunktion, mens de i en anden funktion er en kæmpe succes. Så det gælder også om, at finde ud af, hvor de har deres styrker og så udvikle dem dér,” forklarer Emilie om sin tilgang til arbejdet med lærlingene i Wicotec Kirkebjerg.

Hendes markante ændring i tilgangen til lærlingeindsatsen har betydet, at Wicotec Kirkebjerg har fået etableret et solidt lærlingeprogram, og blandt andet er gået fra 0 til 15 % kvindelige lærlinge på under et år.

”Vi vil gerne være en forretning, der tiltrækker kvindelige lærlinge. Så kigger vi også på, er vi klar til det”, forklarer Emilie, der også gerne vil understrege, at hendes fokus er på, at alle lærlinge uanset køn skal have en god oplevelse i Wicotec Kirkebjerg, men at der er forskel på behov og udfordringer.

Læs også: Wicotec Kirkebjerg – Hvor vilje trumfer vaner! - Dansk Industri

En ting er, at vi ikke skal gøre kvinderne specielle, men der er også et fokus som er nødvendigt. Forskellige køn har bare forskellige behov, og det er nogle forskellige slags samtaler man har, forklarer Emilie og understreger: ”Jeg har ikke et særlig fokus på kvinder eller på mænd. Jeg har fokus på forskellen mellem kvinder og mænd”.

Som kvinde med erfaring fra en lærlingetid, hvor man bestemt ikke var gearet til kvindelige lærlinge, har Emilie også et blik for, hvad der får de kvindelige lærlinge til at føle sig velkomne og trygge i Wicotec Kirkebjerg. ”Da jeg var lærling var det fx uden at der var badeforhold til det, og i dag har jeg stadig ar på kroppen fra de strips jeg måtte bruge for at holde mit alt for store arbejdstøj på plads,” forklarer Emilie.  

Hos Wicotec Kirkebjerg har Emilie derfor også blik for at de lavpraktiske udfordringer for kvindelige lærlinge adresseres, herunder behovet for hygiejneposer, kvindetilpasset arbejdstøj, og faciliteter som omklædnings- og badefaciliteter.

Emilie, der selv har haft en hård praktiktid, hvor hun oplevede, at stort set alle grænser blev overtrådt, trækker i høj grad på egne erfaringer i disse snakke, og i stedet for at sige ”hvad er der galt”, så prøver hun at starte samtaler med ”kender du også det med…” og ”hvis du skulle nævne én ting, der ikke fungerer så godt” Så hun skaber tillid ved selv at åbne op for egne erfaringer og gøre det okay at tale om de svære ting.

 

Emilie Rath, Lærlingeansvarlig og Teamleder hos Wicotec Kirkebjerg A/S
Jeg har ikke et særlig fokus på kvinder eller på mænd. Jeg har fokus på forskellen mellem kvinder og mænd Emilie Rath, Lærlingeansvarlig og Teamleder hos Wicotec Kirkebjerg A/S

Passion og ambition får dig i mål
Emilies tidligere karriere i en så prestigefyldt og konkurrencepræget industri som Formel 1 giver hende et særligt perspektiv, som hun anvender i uddannelsen og udviklingen af lærlinge hos Wicotec Kirkebjerg.

En af Emilie Raths nøglepointer er vigtigheden af passion og interesse. Hun opfordrer alle sine lærlinge, uanset køn eller baggrund, til at have en klar retning samt at være tydelige omkring deres ambitioner. Hendes mål er at inspirere lærlingene til at tro på deres egne evner og arbejde hårdt for deres mål.

"Hvis du ikke har et mål, kommer du ikke særlig langt. Der er andre, der står og venter på at tage din plads – det var jo også min virkelighed i Formel 1 - og hvis du selv har valgt at være der, så må du også gøre dig umage og arbejde hårdt for det. Ellers kommer der bare en anden og gør det bedre end dig, det gør jeg en dyd ud af at forklare eleverne” uddyber Emilie.

Emilie ser tilbage på sin tid i Formel 1 med stolthed og understreger, at hun ikke savner noget fra den verden. Hun udlevede sine drømme og nåede sine mål. Hvis det skulle være noget, så er det da lige den lyserøde racerdragt!

Hendes fokus er nu på at skabe resultater hos Wicotec Kirkebjerg og motivere endnu flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. For som hun gentagne gange slår fast, ”Med et mål og en erhvervsuddannelse kan man ALT.”

Emiles gode råd til (kvindelige) lærlinge der overvejer en erhvervsuddan-nelse

  1. Tro på dig selv! Der er rigeligt med mennesker derude, der nok skal fortælle dig, at du ikke kan! Så det er super vigtigt, at man selv tror, at man kan, især som kvinde i typiske mandefag.

  2. Dygtiggør dig! Det med, at nogle tror, at hvis man er dum, så kan du bare tage en erhvervsuddannelse. Den holder ikke en meter. Ligesom i alle andre fag og brancher skal du være virkelig være skarp og fokuseret, hvis du vil gøre det godt.

  3. Hav passionen! Når du går i gymnasiet eller på universitetet, så har ud måske 12-16 undervisningstimer om ugen og så er det selvstudie for resten af pengene og i øvrigt en hulens masse ferieuger. Når du tager en erhvervsuddannelse, så er arbejder du rigtig mange timer. Så du skal kunne se en mening med det, og have en passion for det. Passion er det, det skal give dig forspringet og styrken.

  4. Kend dine grænser! Kend dine grænser og tør at sige fra, hvis de bliver overtrådt. Gælder i øvrigt også for mændene.

  5. Vær tydelig omkring dine ambitioner! Jeg ville elske, hvis der kom en lærling over til mig og sagde, jeg vil være X/Y/Z. Så ved jeg i hvilken retning jeg skal arbejde med dem. Mange af de unge har pt. kun et mål om at gennemføre uddannelsen uden nødvendigvis at vide hvad de vil bagefter. Det gør mit arbejde lidt sværere og de unge går potentielt glip af en masse gode udviklingsmuligheder.

Relateret indhold