Fugeguiden

Fuger i vådrum

Forudsætninger og betingelser for fuger i vårdrum.

Download denne vejledning i printvenlig udgave.

Generelt

facadefuge126.jpgFuger skal som andre bygningsdele besigtiges og renholdes af ejer / rummets bruger med jævne mellemrum for at sikre optimal holdbarhed.

Forudsætninger

Det forudsættes at det anvendte fugemateriale er silicone samt at fugekonstruktionen er udført efter FSO` s anvisninger og retningslinier.

Vådrummet forudsættes velventileret/udluftet på en sådan måde at begroninger, f. eks. skimmel, mug eller svampe begrænses bedst muligt.

Levetiden for fugen relaterer sig til graden af påvirkninger. Afhængig af fugens placering, konstruktionens opbygning og udformning, rummets varme og ventilationsforhold vil skimmel -, svampe- og mughæmmende midler i fugematerialet have en begrænset, aftagende virkning, typisk 1-2 år fra installation af fugen.

Vandtætheden for konstruktionen må ikke være baseret på fugens vandtæthed alene.

Besigtigelse

De elastiske fuger besigtiges mindst en gang årligt, særligt udsatte fuger f. eks. fuger i brusenicher, fuger i hjørner og fuger ved afløb bør altid kontrolleres nøje. Under besigtigelsen kontrolleres overfladens tilstand visuelt for revner, brud, misfarvning eller blødgøring. Vedhæftningen kontrolleres ved at trykke et stumt instrument, f.eks. et øljern ned midt i fugen med moderat kraft. Konstateres svigt, f.eks. fugeslip, betegnes fugerne som defekte på tilstandsvurderingsskema og kræver umiddelbar udbedring. Udbedring udføres bedst af en fagmand, en fugemontør underlagt Fugebranchens Garantiordning.

Skader og deres årsager skal forinden retablering af fugen altid klarlægges, forudgående elimineres og udbedres. Udbedring bør efterfølgende så vidt muligt foretages med det oprindeligt anvendte fugemateriale eller tæt beslægtet fugemassetype. Evt. hæftebryder eller bagstopning bør, hvor det er formålstjenligt, tillige udskiftes ved retablering.

Ved mistanke om pcb, bør der udtages en prøve, der sendes til test på laboratoriet.

Rengøring

Rengøring kan tidligst foretages efter at fugematerialet er fuldstændigt gennemhærdet.

Rengøring bør altid foretages under hensyntagen til de omgivende materialer og altid afsluttes med omhyggelig efterskylning med rigelige mængder rent vand. I tvivlstilfælde, f.eks. hvor rengøringsmidlernes påvirkning af fugematerialerne eller omgivende materialer ikke kendes, anbefales det altid at udføre en prøve for at sikre sig, at de er forenelige.

Ved rengøring skal man være særlig omhyggelig med at fjerne støv, alger og sæberester, da der ellers kan dannes grobund for mikroorganismer med misfarvning til følge. Rengøring foretages med en blød børste. Som rengøringsmiddel kan sædvanligvis anvendes rent vand evt. tilsat lidt brun sæbe eller opvaskemiddel. Andre rengøringsmidler kunne være eddikeopløsning eller lign. Hyppighed vil afhænge af valgt metode, materiale og fugens belastning.

Forekommer sort- eller misfarvede fuger kan misfarvningen forsøges begrænset ved afrensning med antioxidant, f.eks. Atamon eller lign. blegemiddel. Fugerne påføres midlet med pensel og bør efterfølgende tørre ud og afbørstes. Om nødvendigt kan behandlingen gentages. Ved stærk misfarvning bør fugerne udskiftes. Misfarvning skyldes mikroorganismer. Årsagen er i langt de fleste tilfælde dårlige ventilationsforhold i vådrummet.

Afkalkning

Afkalkning foretages efter behov og altid under hensyntagen til fugerne og de omgivende materialer. I tvivlstilfælde, f.eks. hvor rengøringsmidlets påvirkning af fugematerialerne eller omgivende materialer ikke kendes, anbefales det altid at udføre en prøve for at sikre sig at de er forenelige.

Begrænsninger af kalkaflejringer, f.eks. hvide eller røde belægninger på fugematerialet sker bedst ved først at fjerne fedt-, hud- og sæberester som beskrevet under afsnittet rengøring. Fugerne overbruses med vand og påføres med en blød børste en opløsning af eddikevand (1 del eddike til 2 dele vand).

Efter ca. 30 minutters påvirkning skylles fugerne grundigt med vand flere gange. Fugerne aftørres efterfølgende med en fnugfri klud og lufttørrer.

Læs mere på Fugeguiden

Du kan blive endnu klogere på drift og vedligehold ved at læse disse vejledninger

Relateret indhold