Arrangement

Lancering af TRÆfakta 17 Træelementmontage

De nye klimakrav har medført, at der for alvor er fokus på træ i byggeriet. Derfor udgiver vi sammen med Træinformation TRÆfakta 17 Træelementmontage - og vil fejre lanceringen med alle vores medlemmer.

Efterspørgslen på bæredygtigt og klimavenligt træbyggeri stiger, da det er et glimrende alternativ til det traditionelle byggeri. Særligt byggeri med brug af præfabrikerede træelementer har mange fordele.

Træinformation udgiver derfor i samarbejde med og medstøtte fra Træsektionen i DI Byggeri en ny publikation: TRÆfakta 17 Træelementmontage. Deltag i eventet – og bliv klogere på montagevejledning, trækonstruktioner og tekniske løsninger til både nybyggeri og renovering.

Alle er velkomne. Begrænset antal pladser, hvorfor vi anbefaler hurtig tilmelding. Arrangementet er gratis. Der opkræves dog et gebyr på 250 kr. ved manglende fremmøde.

Eventet afholdes i samarbejde mellem Træinformation og Træsektionen i DI Byggeri.

Program

    • 13:15 Velkomst og introduktion til TRÆfakta 17

      v/Martin Skou Heidemann, bestyrelsesformand for DI Byggeri Træsektionen

    • 13:30 Baggrund og perspektiver for TRÆfakta 17 og dens betydning for trækonstruktioner og arkitektoniske løsninger

      v/Mikael Koch, arkitekt MAA og direktør for Træinformation

    • 13:50 Introduktion til TRÆfakta 17 med praktiske eksempler

      v/Karsten Musgård, teknisk rådgiver i Træinformation

    • 14:20 Spørgsmål til bogen

      Efter talerne vil der være tid til at stille spørgsmål,

    • 14:45 Afslutning og netværk

      Dialogerne kan fortsætte i mindre cirkler. Bliv gerne til et glas og en snak.

Kort om publikationen

Hvad enten du sidder som projekterende eller udførende på et byggeri med træelementmontage, så vil TRÆfakta 17 Træelementmontage være relevant for dit arbejde.

I fremtiden skal vi bygge flere råhuse af træ. Vores nabolande har allerede gjort det i lang tid. . Sverige har en målsætning om, at 20% af alle etageejendomme skal opføres i træ,og 92 % af de svenske række- og enfamiliehuse er allerede opført i træ. Til sammenligning udgjorde træbyggeri kun 8% af det danske byggeri i 2020.

Træelementmontage muliggør en mere industrialiseret tilgang til træbyggeriet. Træelementbyggeri er tørt byggeri med tørre elementer i en tør og hurtig byggeproces. Det betyder en anden kultur, værktøj, håndtering og mindre løftegrej end ved betonelementbyggeri. Håndteringen er anderledes og afgørende, da elementerne skal holdes tørre, og flere flader potentielt kan udnyttes som endelige overflader. Med den fine finish minder byggeprocessen om traditionelt træbyggeri fra svundne tider, men med træelementernes høje grad af industrialisering og færdiggørelse, bliver tolerancerne mindre og der skal derfor sikres en bedre præcision og hastighed.