Arrangement

Studietur til Shanghai & 'Auto China 2024' i Beijing

DI Bilbranchen inviterer medlemmerne på studietur til Shanghai og Beijing i foråret.

Foto: Unsplash

Kina har indtaget en betydelig rolle den globale bilindustri, ikke mindst i forhold til produktion af elbiler og batterier hertil. Over halvdelen af den globale handel med elbiler foregik i 2022 i Kina. I forhold til lastbiler og busser er det i dag mere end 90 pct. af salget og produktionen.

For at blive klogere på hele det kinesiske bilfænomen har vi arrangeret en studietur til Kina, så medlemmer af DI Bilbranchen med egne øjne kan få indsigt i den revolution, som landet lige nu gennemgår på den elektriske mobilitetsdagsorden.

Undervejs får deltagerne på turen oplæg fra eksperter med betydlig indsigt i Kinas erhvervsforhold og grønne transformation, og deltagerne skal både besøge og møde relevante virksomheder i relation til bilbranchen. Sidst, men ikke mindst, inkluderer turen også en deltagelse på én af verdens største bilmesser, Auto China, der i 2024 afholdes i Beijing.

Hele turen arrangeres af Peter-Mikal Bøgh, DI China, der via sit og kontorets store netværk og mangeårige kendskab til Kina og kinesisk erhvervsliv vil sørge for, at vi får de bedste betingelser for en inspirende studietur - fra ankomst i Shanghai til afgang i Beijing.

De præcise detaljer i programmet vil blive fastlagt i starten af 2024 i samarbejde med DI’s kontor i Shanghai, men allerede nu ligger de overordnede elementer i turen fast.

Programmet og praktisk information følger nedenfor – bemærk tilmeldingsfristen den 12. januar 2024.

Program

Lørdag den 27. april
- Afrejse fra CPH Airport kl. 09:40 (Swiss Air - mellemlanding i Zürich).

Søndag den 28. april
- Ankomst, Shanghai Pu Dong Airport kl. 07:05.
- Indregistrering på hotel og tid på egen hånd.
- Besøg og oplæg hos DI’s kontor i Shanghai – Om Kinas rolle i verden og DI’s arbejde i Kina.
- Velkomstmiddag på hotellet.

Mandag den 29. april
- Oplæg i Shanghai om Kinas revolutionerende mobilitetsindustri.
- Virksomhedsbesøg i Shanghai-området med foks på kinesisk retail.
- Tid på egen hånd.
- Fælles middag på restaurant.

Tirsdag den 30. april
- Højhastighedstog til Beijing (turen tager 4,5 time)
- Besøg og oplæg hos kinesisk mobilitetsvirksomhed
- Tid på egen hånd
- Fælles middag på restaurant.

Onsdag den 1. maj
- Auto China 2024.
- To-tre møder på messen med relevante kinesiske bilproducenter/bilmærker.
- Tid på egen hånd på messen.
- Fælles middag på restaurant.

Torsdag den 2. maj
- Afrejse fra Beijing International Airport kl. 13:20 (Lufthansa - mellemlanding i München).
- Ankomst i CPH Airport  kl. 23:10.

Pris

Egenbetaling pr. person 28.000 kr.

Inkluderet:
- Fly (t/r).
- Hotel: Fire nætter på hotel.
- Forplejning.
- Programindhold, jf. ovenstående
- Facilitering af programmet (dansk tourleder med lokal support) - Transport i Kina.
- Adgang til Auto China 2024.

Ikke inkluderet:
- Visum: Vi udsender invitation og guide til nem visumansøgning.
- Rejseforsikring.