02.07.20 TMI Nyheder

Realdania støtter afprøvning af den frivillige bæredygtighedsklasse

Professionelle bygherrer kan søge om støtte fra Realdania til at afprøve den frivillige bæredygtighedsklasse og blive en del af en casebank, som hele branchen kan lære af.

Bygherrer, der er på vej med nye byggerier og renoveringer, kan søge støtte fra en ny pulje i Realdania på fem mio. kroner til afprøvning af den frivillige bæredygtighedsklasse, som i juni blev lanceret af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Målet med den frivillige bæredygtighedsklasse er at fremme bæredygtigt byggeri i Danmark. Men indtil ordningen træder endeligt i kraft, vil der over de kommende to år være en afprøvningsperiode, hvor bygherrer kan tilmelde projekter til en ”casebank”, som hele branchen derefter kan lære af.

De udgifter, der er forbundet med at være case – herunder analyser, rådgivning og dokumentation – vil Realdania med den nye pulje gerne løfte for 20-25 bygherrer fra både den almene, offentlige og private sektor.

Støtten kan søges til afprøvning af alle parametre i den frivillige bæredygtighedsklasse på et case-byggeri, og den gives til at dække en del af de omkostninger, der kan være forbundet med ekstra rådgivning, analyser og dokumentation for at anvende ordningen. 

Ansøgningsfristen er den 24. august 2020, og alle ansøgninger forventes færdigbehandlet primo september 2020.  

Læs mere hos Realdania