Foto: Anne-Sophie Rosenvinge
10.09.20 TMI Nyheder

Mange besøgende på Material Matters-udstillingen til 3 Days of Design

18 medlemsvirksomheder udstillede til 3 Days of Design på en fælles udstilling arrangeret af TMI

”Synergien ved at have flere brands samlet under samme tag har betydet, at vi kom i kontakt med en type af besøgende, vi ikke normalt ville møde i vores showroom. Det var både presse, nye samarbejdspartnere og potentielle kunder,” fortæller Helene Nilsson, ansvarlig for PR og marketing hos snedkerkøkkenvirksomheden Nicolaj Bo. Hun fortsætter:

”Sammensætningen af designbrands og kunstværker gav også en helt speciel stemning til udstillingen, og vores kunder oplevede vores produkt på en ny måde.”

Den årlige 3 Days of Design-event i København blev holdt 3.-5. september efter at være blevet rykket fra en dato i maj pga. coronasituationen.

TMI havde for tredje år i træk arrangeret en fælles udstilling for medlemsvirksomheder, og i år deltog 18 virksomheder i udstillingen under titlen Material Matters. Udstillingen blev holdt på Den Frie.

De udstillende virksomheder var Aksel Kjersgaard, August Sandgren, Brandt Collective, Cane-line, Eilersen, Form & Refine, Fritz Hansen, Gramrode Møbelfabrik, Magnus Olesen, Motarasu, Nicolaj Bo, PP Møbler, Skovby, Søren Lund Møbler, Randers+Radius, Re Beds and WO Interior.

”Udstillingen havde rigtig mange besøgende fordelt over alle dagene. Det var til det sidste helt uforudsigeligt pga. corona, hvor mange og hvem, der ville komme til en event som 3 Days of Design. Men folk kom og havde lyst til at opleve og ses. Det er vi rigtig glade for, for branchen havde brug for det,” siger Didde Rishøj, chefkonsulent i Træ- og Møbelindustrien og projektleder på udstillingen.

De besøgende på udstillingen var i overvejende grad danskere fra branchen, men der blev også talt norsk, svensk, tysk, hollandsk og engelsk i de smukke lokaler ved Østerport. De udenlandske gæster, som ikke kunne besøge udstillingen fysisk, har mulighed for at få et glimt via film og sociale medier.

”Vi har meget bevidst skruet op for indhold til sociale medier bl.a. fået lavet små film af selve udstillingen og også filmet de to talks, som blev afholdt. Der har været rigtig god respons på de sociale medier, så vi håber, udstillingen også får et liv efter selve eventen, og at udlandet ser med og får øje på de deltagende brands,” siger Didde Rishøj.  

Udstillingen blev støttet af fondene TUUF og Træfonden.

Se film fra udstillingen Material Matters