Jakob Scharff: Hvem får hvad hvornår? Frisættelsen af ældreplejen må ikke vende den tunge ende nedad

Regeringens storstilede frisættelsesreform af ældreplejen skal på én og samme tid frigøre medarbejdere fra unødige regler og bureaukrati, styrke borgernes selvbestemmelse og placere langt mere af ansvaret hos ledelsen på de enkelte institutioner. Ambitionsniveauet er højt, men udfordringerne på særligt ældreområdet er for så vidt også tilsvarende alvorlige.

Særligt spørgsmålet om visitation har indtaget en hovedrolle i diskussionen om, hvordan vi gør op med de snærende regler og sætter fri. I iveren efter at finde en gerningsmand, der står bag det voksende bureaukrati, peger mange pile efterhånden mod den udskældte styringsmodel BUM, der bygger på en klar adskillelse mellem bestiller og udfører – eller med andre ord: en adskillelse mellem dem, der beslutter, hvem der får hvad, og dem der leverer det.

Giv plads til flere nærhedsbeslutninger

Meget tyder da også på, at forholdet mellem bestiller og udfører er blevet for rigidt. Plejeopgaverne opdeles i enkeltydelser, som beskrives ned i mindste detalje, afregnes pr. påbegyndt minut og dokumenteres af flere omgange, når de endelig er udført. Det stjæler tid og fokus fra borgerens behov, og giver hverken kommunale eller private leverandører de rigtige incitamenter til at gøre tingene smartere, fx ved at introducere ny teknologi, der kan løse opgaverne hurtigere og bedre. Overdreven processtyring får ældreplejen til at sande til.

I stedet har vi brug for mere fleksibilitet og flere nærhedsbeslutninger, som medarbejderne kan træffe i samspil med borgerne. Bestilleren bør som udgangspunkt visitere borgerne med afsæt i 3-4 forløbspakker, som skal afspejle borgerens overordnede behov for hjælp, pleje og forbyggende indsatser. Inden for pakkerne skal leverandørerne til gengæld have et øget frirum til at tilpasse arbejdet efter den enkeltes og behov – hvad enten der er tale om selvstyrende teams eller en anden form for organisering. Og mindst lige så vigtigt: Pakkerne skal ikke diktere, hvor mange minutter, der sættes af til opgaven, og om den løses bedst af velfærdsteknologi eller medarbejdere.

I den forbindelse må vi insistere på, at flere nærhedsbeslutninger, der beror på konkrete og faglige vurderinger snarere end myndighedsafgørelser, ikke sætter retssikkerheden over styr. Derfor skal det også være langt lettere at vælge og skifte leverandør, hvis hjælpen ikke lever op til den enkeltes forventninger. I DI har vi peget på tre enkle tiltag, der kan styrke borgernes selvbestemmelse i ældreplejen mærkbart.

Manglende styring kan få social slagside

Men inden vi smider BUM-modellen helt ud på historiens losseplads, er det værd at stoppe op og reflektere over, hvorfor vi indførte den i første omgang. En populær påstand lyder ofte, at det alene handlede om at give plads til private leverandører. Det er mildest talt en sandhed med modifikationer. For på mange måder var BUM også svaret på en ældrepleje, der hang i laserne, fordi vi ikke havde styr på, hvad der blev leveret, hvad det kostede, og om hjælpen virkede. Og hvor oplevelsen i 1980’erne og 1990’erne lidt for ofte var den, at de mest ressourcestærke og højtråbende også var dem, der fik trukket den bedste service ud af kommunen.                                                                               

Følger man debatten, får man næsten indtryk af, at 1.500 fuldtidsansatte visitatorer i forvaltningen blot er til bureaukratisk besvær, som let kan konverteres til ”ægte” varme hænder, når først vi får indført selvstyrende teams og nærvisitation. Men virkeligheden er den, at de i dag løfter en vigtig rolle, både i forhold til at vejlede den ældre i deres rettigheder og valgmuligheder, vurdere den enkeltes behov, de pårørendes ressourcer og meget mere. De sikrer rimelige og uvildige svar på det mest afgørende spørgsmål i velfærdssamfundet: Hvem får hvad?

Dén vigtige rolle må vi for alt i verden ikke sætte over styr. Hvis hele ansvaret for at håndtere presset fra borgere og pårørende lægges ud til et i forvejen presset frontlinjepersonale, og hvis vi glemmer værdien af professionel styring og ledelse, risikerer vi igen at miste grebet om ældreplejen. Vi risikerer, at frisættelsen opdeler borgerne i A- og B-hold, hvor det igen bliver de mest ressourcestærke og højtråbende, der skummer fløden.

Opfordringen herfra er klar: Giv plads til medarbejdernes faglighed, værn om kvalitetenog skab en ældrelov, der sikrer den rette hjælp til alle med behov: Også dem, der ikke råber højst eller har mest i forvejen.

Indlægget er bragt i Altinget d. 19. juni 2023. Læs det her.