Arrangement

Hvordan fastholder vi kvindelige talenter i rådgiverbranchen?

Billedkreditering: Getty Images

Det er vigtigere end nogensinde før for rådgiverbranchen at tiltrække og fastholde medarbejdere. En analyse fra oktober 2021 viser, at 55 pct. af de adspurgte rådgivervirksomheder har opgivet at besætte en ledig stilling pga. mangel på kvalificerede ansøgere.

Rådgivervirksomheder må derfor løbende arbejde for, at alle nuværende og fremtidige medarbejdere - uanset køn, alder, baggrund, erfaring, uddannelse og lign. faktorer - finder branchen attraktiv at arbejde i.

Udfordringer med kønsbalancen

Særligt når det gælder kønsbalancen, har rådgiverbranchen udfordringer. Optaget af kvinder på uddannelser, som branchen traditionelt rekrutterer fra, er stigende. Alligevel er andelen af kvinder blandt de nyansatte dimittender i branchen ikke steget mærkbart de seneste 10 år.

Der er også store forskelle på de enkelte delbrancher. Advokatbranchen beskæftiger flest kvinder med 60 pct. kvindelige ansatte og 47 pct. kvindelige ledere. Dog halter det på partnerniveau, hvor færre end hver niende er kvinde. Revisions- og skatterådgivningsbranchen har næstflest kvinder ansat med 51,3 pct. Derimod har de kun 22 pct. kvinder i ledelsen, hvilket er blandt de laveste.

Vi samler branchen til debat

Ovenstående problematikker sætter vi fokus på tirsdag den 22. februar, når vi samler branchen til en snak om, hvordan vi fastholder kvindelige talenter i rådgiverbranchen. Vi har inviteret tre foreninger for kvindelige studerende, som sammen med tre rådgivere skal debattere, hvad der er attraktivt ved branchen som fremtidig arbejdsplads, og hvad branchen skal gøre anderledes, så de kvindelige talenter ikke søger andre steder hen, f.eks. til den offentlige sektor.

Hvem er de tre foreninger?

Kvinder På Polit er en nyopstartet studenterpolitisk forening på Københavns Universitet. Foreningen har til formål at styrke kvinders position inden for det økonomiske felt, bl.a. ved at introducere kvindelige rollemodeller, der arbejder med, eller er uddannede inden for økonomi. Medlemmer af Kvinder på Polit kan tilmelde sig via foreningens Facebook gruppe

Kvindelige Jurister er en forening på Det Juridiske Fakultet, der arbejder for at styrke kvindelige jurastuderendes kompetencer inden for det juridiske felt og sætte fokus på deres fremtidige karrieremuligheder inden for jurist- og advokatbranchen. Medlemmer af Kvindelige Jurister kan tilmelde sig via dette link

Female Leadership Academy arbejder for at informere, uddanne og forbinde karriereorienterede unge studerende. De stræber efter at styrke kvindelig ledelse og hjælpe fremtidige kvindelige ledere med at maksimere deres eget potentiale. Medlemmer af Female Leadership Academy kan tilmelde sig via foreningens LinkedIn gruppe. 

Program

    • 16.30 Velkomst og opstart

      Branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen

    • 16.32 Hvordan klarer rådgiverbranchen sig ift. kønsdiversitet?

      Branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen

    • 16.40 Hvordan ser fremtidens kvindelige ansatte på rådgiverbranchen?

    • 17.00 Hvordan forholder rådgiverbranchen sig til problematikken?

    • 17.20 Netværk / Tak for i dag

      Branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen