21.01.21 DI for iværksættere Månedens iværksætter

Iværksætterportræt: HEIMDALL'S

HEIMDALL’S har udfordret den traditionelle høreapparatbranche og digitaliseret kunderejsen. De fandt et hul i markedet, hvor ingen havde fokus på digitalisering og i begrænset grad kunden. HEIMDALL’S har nu gjort det nemmere at være høreapparatbruger og tilbyder en digital kunderejse.

Anders Redder, medstifter (tv) og Patrick Bach, medstifter (th)

DI har talt med de to stiftere af HEIMDALL’S, Anders Redder og Patrick Bach. I dette portræt kan du læse, hvordan det er starte en virksomhed som den eneste af sin slags, samt få Anders og Patricks’ råd til hvis du selv går med idéer til at digitalisere en branche.

Hvilken virksomhed er HEIMDALL’S, og hvordan opstod idéen?
HEIMDALL’S er en uvildig høreklinik, hvor en stor del af kunderejsen foregår digitalt. Vi ønsker grundlæggende at gøre det nemmere at være høreapparatbruger, og gennem oplysning og uvildig rådgivning giver vi brugeren et reelt frit valg blandt markedets absolut bedste høreapparater.
Vi har begge en baggrund fra en af de største producenter af høreapparater i verden, hvor vi har siddet med forretningsudvikling på tværs af markeder. Idéen opstod igennem vores daværende arbejde, hvor vi så et stort behov for at øge gennemsigtigheden i markedet.

Hvilken oplevelse har I fået med at udfordre et ellers traditionelt marked, og hvilken strategi har I brugt til at trænge ind på markedet?
Vi så et hul i markedet, hvor ingen havde fokus på digitalisering og i meget lille grad fokus på kunden. Vi har derfor bygget HEIMDALL’S ”udefra og ind”, med kunden 100% i centrum.

Derudover har det været vigtigt for os at opbygge et troværdigt brand. Vi tiltrækker kunder gennem fokus på høresundhed samt markedets bedste online høretest som alternativ til de mange fikse markedsføringsstunts, der er udpræget i branchen, hvor man f.eks. søger ”testpersoner” til at afprøve et nyt produkt. 

Begge dele har vist sig være en rigtig god beslutning i forhold til at trænge ind på markedet.

Hvad har været den største udfordring ved at starte en virksomhed, som er den eneste af sin slags?
Som ny og anderledes spiller på markedet har vi stort fokus på vores kommunikation. Det er en kæmpe opgave at kommunikere, hvordan vi adskiller os fra resten af markedet, men vores kunder er glade og har været rigtig gode til at fortælle andre om deres gode oplevelser.

Derudover har vi fra starten erfaret, at HEIMDALL’S ikke er en ”hyldevare”, hvilket har betydet, at vi har måtte udvikle og investere i it-systemer for at få kunderejsen så agil som muligt.

Hvad er jeres mål for 2021?
I 2021 skal vi fortsætte med at udbrede kendskabet til HEIMDALL’S og dermed hjælpe endnu flere danskere på vej mod bedre hørelse.

Derudover arbejder vi konstant på at styrke den digitale del af kunderejsen og kommer i den forbindelse med en helt ny digital løsning, der guider brugeren igennem den, måske, sværeste del af kunderejsen. Det er endnu ikke set i verden, så vi glæder os vanvittigt meget til at lancere den til danskerne i første omgang og senere på året til udvalgte markeder i resten af verden.

Hvad er jeres gyldne råd til andre iværksættere, der vil digitalisere en traditionel branche?
Uden det rigtige setup kommer man ikke særlig langt, og det er derfor meget vigtigt at få de rigtige mennesker omkring dig. Det gælder både medarbejdere, såvel som investorer og andre samarbejdspartnere, som alle har en vigtig rolle i at udvikle din forretning. Dermed kan du bruge din tid, hvor du er god, og lade andre om de ting, som du ikke har kompetencer til.

Relateret indhold