12.10.22 DI for iværksættere Månedens iværksætter

Flowering vil sætte dagsordenen i blomsterindustrien

Som søn af to forældre, der har arbejdet i en blomsterbutik i over 40 år, har Artin Hodanloo et dybdegående indblik i blomsterindustrien. Den viden har han nu brugt sammen med sin gymnasiekammerat, Johan Vang Vildt, til at stifte virksomheden Flowering, der sælger bæredygtige blomster og har stor succes med at ansætte folk fra kanten af arbejdsmarkedet. Ambitionen er klar: de vil være Europas førende blomsterforhandlere.

Artin Hodanloo og Johan Vang Vildt

Foto: Alexander Hansen

Hvorfor startede i Flowering og hvad er jeres vision?
- Jeg (Artin, red.) havde set, hvordan alt fra biler til software bevægede sig i den grønne retning, mens blomsterindustrien stort set var, som da jeg blev født. Med en frustration og ambition om, at nogen skulle gøre noget for at ændre branchen, indså jeg, at der var tre primære måder at ændre blomsterbranchen i en mere bæredygtig retning – nemlig ved at:

  • Forhandle overskudsblomster,
  • Støtte lokale blomsteravlere,
  • Bruge certificerede blomster fra bæredygtige gartnerier.

- Sammen med min iværksætter gymnasiekammerat Johan lancerede vi Flowering.dk tilbage i februar 2020.

- Vores filosofi er, at alle i verden, der er involveret i blomsterindustrien, skal have en god løn under sikre arbejdsforhold. Derudover kæmper vi for at bremse klimaforandringerne af respekt for de fremtidige generationer, der skal bo på planeten.

- Det gør Flowering ved vores unikke supply chain, kæmpe aktivt for beskæftigelsen af sårbare eller udsatte personer, der falder uden for det konforme arbejdsmarked, og ved at være en stemme i den offentlige debat.

Hvordan arbejder I med at inkludere folk på kanten af arbejdsmarkedet?

- Vi har begge på tæt hånd gennem vores familier oplevet de ansættelsesbarrierer, man kan møde, hvis man ikke passer til det konforme arbejdsmarked. Om det så er sproglige, psykiske eller fysiske barrierer, så kan det føles som umuligt at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man ikke får en hjælpende hånd.

- Vi brænder for at være den hjælpende hånd, hvilket er en af årsagerne til, at positiv social aktivering og inklusion er en så integral del af Flowering. Virksomheden har det forretningsmæssige grundlag for et kæmpe vækstpotentiale, og når vækstambitioner opnås, så vil Flowering have gennemført en grøn transformation af blomsterindustrien og dermed sat en ny markedsstandard.

- Endnu vigtigere, så vil Flowering også være et lysende forbillede til, hvordan man både som SMV og stor virksomhed succesfuldt kan integrere social bæredygtighed i sin virksomhedsdrift.

Foto: Alexander Hansen

Hvilken værdi oplever jeres medarbejdere ved at arbejde hos jer?

- Ved en dedikeret indsats viser Flowering den nødvendige tid, tillid og tålmodighed som kandidaterne har behov for. Dette bliver gjort i forløbet, som vi har valgt at kalde ’Flowering Academy’, hvor man både i et tilpasset tempo får praktisk og teoretisk kendskab til blomsterbranchen, Flowering og de daglige arbejdsopgaver.

- Forløbet tager højde for, at man som personer er forskellige, hvorfor tempoet kan ændre sig dynamisk afhængigt af den ansattes konkrete behov. Forløbet har vist sig ikke bare at opkvalificere medarbejderen inden for blomsterfaget, men også at forberede dem til det generelle arbejdsmarked.

Hvilken værdi oplever I som forretning ved at arbejde med social aktivering og inklusion?

- Efter det fuldførte ’Flowering Academy’ forløb oplever vi medarbejdere, som har fået en fornyet arbejdsgejst og ubetinget loyalitet. Som arbejdsgiver ved man, at medarbejderloyalitet - og tilfredsheden - er noget af det vigtigste i det moderne arbejdsmarked.

- Dels er en tilfreds medarbejder mere effektiv, men endnu vigtigere, så minimerer du sandsynligheden for at miste medarbejderen igen. Det betyder, at du får et effektivt arbejdsflow, hvor du kan have tillid til at dine medarbejdere er til rådighed.

- Sidst, men ikke mindst, så løftes den generelle medarbejdertilfredshed på tværs af organisationen af aktiveringstiltag som dette. Hvem bliver ikke glad af at se en person udvikle sig til at være tilfreds og stolt af sin egen indsats?

Hvilken model har I sat op for ’Flowering Academy’?

- I ’Flowering Academy’ gennemgår kursisterne et grundigt forløb fordelt i seks faser, hvor kompleksiteten gradvist stiger. I løbet af forløbet lærer de medvirkende alt fra ergonomi, forebyggelse af arbejdsskader, tilblomsterbinderi og viden om kunst og design. ’Flowering Academy’ finder sted i den tre måneders praktikperiode, som er aftalt med Væksthuset og kommunen.

Flowering blomsterbinder
Foto: Alexander Hansen

3 måneders praktik, derefter ansættelse:

- Formålet med forløbet er at give et optimalt praktikforløb, så Flowering sikrer, at medarbejderen får de rigtige værktøjer til at kunne blive ansat ligeså snart forløbet er overstået. Efter et overstået Flowering Academy, vil medarbejderen have de grundlæggende kompetencer til at binde buketter for Flowering. I første omgang vil medarbejderen ikke lave dekorative og komplekse blomsteropgaver, men derimod binderi af Flowerings standard Miljøbuketter, hvorefter de vil blive efteruddannet i forbindelse med deres ansættelse.

Hvad er jeres bedste råd til andre virksomheder, der ønsker at bidrage til social aktivering og inklusion?

- Mulighederne er mange inden for alternativ rekruttering, og i de fleste tilfælde kan man som virksomhed få en medarbejder, hvor en del af medarbejderens løn bliver betalt via tilskud. Det er dog helt essentielt at man som arbejdsgiver ikke tænker, at dette blot er en vej til at få billig arbejdskraft. Man skal som arbejdsgiver gå ind i alternativ rekruttering med en ambition, om at opkvalificere, udvikle kompetencer og fastansætte de personer, som man får ind via disse forløb. Det kræver en dedikeret indsats med både tid, tillid og tålmodighed, men hvis det lykkes, så får du også en ekstremt loyal medarbejder, som vil gengælde tilliden og indsatsen i mangefold. Langt de fleste mennesker vil jo gerne have et arbejde - også sårbare eller udsatte personer der falder uden for det konforme arbejdsmarked.

Hvor er Flowering om 5 år? Og hvordan kommer I derhen?      

- Flowerings mål er at have samme markedsandel som Interflora på tværs af det Nord- og Centraleuropæiske marked. Vi er overbeviste om, at Flowering har potentialet til at lykkes med dette. Den nuværende forretningsmodel forbedrer forholdene for alle, der er involveret i blomsterbranchen samtidigt med, at det også gavner miljøet ift. konventionelle blomster. Dette har dog ikke påvirket kundeoplevelsen.

- Tværtimod, så har Flowering en af de bedste ratings på Trustpilot med 5 stjerner. Flowering har siden launch oplevet en voldsom vækst, og med en fortsat stor YoY (Year over Year, red.) revenue forbedring, fortsætter Flowering tendensen. Det er på trods af et ekstremt udfordrende år, hvor e-commerce på tværs af brancher for første gang har oplevet en decideret tilbagegang. Flowering opnår derfor markedsandele hurtigere end nogensinde før, og Flowering er allerede blevet et af de førende brands i København. Vi er overbeviste om, at der kan fortsættes i samme spor uden for Danmark.

- At opnå Flowerings mål vil naturligvis være interessant ud fra et økonomisk synspunkt, men mindst lige så vigtigt, så vil Flowering med en stor markedsandel have endnu bedre mulighed for at sætte markedsstandarden og dermed også kunne oplyse den generelle forbruger om, hvad de skal forvente af deres lokale blomsterbutik – nemlig at kræve certificerede blomster fra alle blomsterbutikker i Nord- og Centraleuropa.

Læs mere om Flowering her

Katrine Haahr Riisberg

Katrine Haahr Riisberg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4934
  • Mobil +45 2883 2878
  • E-mail kahr@di.dk

Relateret indhold