11.12.23 ATL Nyheder

Øgede vægt- og dimensionsgrænser vækker glæde men ikke jubel

Ny bekendtgørelse for vægt og dimensioner øger effektiviteten af en række last- og kranbiler, der fra årsskiftet får mulighed for at transportere mere gods.

Branchen har i år fået en række tidlige julegaver: For nyligt sagde tyskerne ja til modulvogntog over grænsen, Folketinget velsignede en forsøgsstrækning for de lange DUO2-vogntog og sidst men ikke mindst udstedte trafikministeren den længe ventede nye bekendtgørelse for køretøjers vægt og dimensioner.

Særligt dimensionsbekendtgørelsen har siden fået en del positiv omtale i medierne, da den kort sagt gør det muligt at transportere mere gods på en række last- og kranbiler. Godt for effektiviteten og godt for klimaet.

Glæden strækker sig også til SCT A/S i Allerød, hvor driftsdirektør Michael Mangelsen på natten for offentliggørelsen måtte stå op for straks at læse de ti siders paragraffer igennem.

Ja, det var lidt som juleaften, indrømmer han.

Ifølge Michael Mangelsen har SCT, der er specialiseret i transport af jord, grus og byggematerialer samt kran og særtransporter, da også en del at glæde sig over med den nye bekendtgørelse. For eksempel får virksomhedens firakslede tipbiler mulighed for at fragte mellem to og fire tons yderligere - afhængigt af akselafstand – ligesom flere af virksomhedens kranbiler også kan få gavn af yderligere længde og vægt efter et besøg i synshallen og en efterfølgende omregistrering.

På en del af vores biler vil vi kunne producere det samme med lavere omkostninger og med mindre miljøbelastning, som også er vigtigt for os, siger Michael Mangelsen, som forsigtigt skønner, at ca. en tiendedel af SCT’s vognpark kan få glæde af den nye bekendtgørelse.

Dog ærgrer det ham, at især de syv- og otteakslede vogntog, som blandt andet DI Transport også har slået på tromme for, ikke i denne omgang har fået ændret sine vægt- og dimensionsgrænser.

Personligt havde jeg nok håbet på måske 60 tons på syvakslede og måske lidt højere for otteakslede vogntog.

Fremtidige gevinster

Hos Visti Christensen Vognmandsforretning i Vamdrup har de også noteret sig den nye bekendtgørelse. Men da virksomheden mest gør sig i transport af lettere byggematerialer, såsom transport af isolering og vinduer, ser medejer Ole Christensen ikke i første omgang de helt store gevinster.

Da vi ikke kører med så tunge ting, er det ikke os, der i første omgang vinder det helt store. Men på sigt, når vi skal investere i nye kranbiler, vil vi kunne få en fordel, men dem vi allerede har er fast opbygget efter de nuværende dimensioner, siger Ole Christensen

Læs hele den nye dimensionsbekendtgørelse her: Dimensionsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Relateret indhold