Transportminister: Puljen til grøn omstilling skal udvides
I forbindelse med den nye finanslov afsatte regeringen 100 mio. kr. årligt til og med 2026, der skal gå til grøn omstilling af vejgodstransporten. Men det er ikke nok, indrømmer minister i interview med DR.
DR satte forleden fokus på vejgodstransportens kvaler med at omfavne den grønne omstilling: El-lastbiler er dyrere i indkøb end dieseldrevne og el-ladeinfrastrukturen er fortsat mangelfuld. Samtidig truer den vejbaserede kilometerafgift i horisonten, der især vil gøre det dyrere at køre på diesel.
Men midt i beskrivelsen af nogle af branchens aktuelle udfordringer, kom transportminister Thomas Danielsen med en indrømmelse. Regeringens pulje på 100 mio. kr. årligt til grøn omstilling af den tunge transport er ikke nok.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi må hæve den indsats, fordi der er så stor interesse. Og vi vil fra regeringens side meget gerne understøtte, at de danske vognmænd laver den her omlægning til el, siger Thomas Danielsen til DR.
Ministeren nævnte ikke, hvor meget han håber at kunne hæve puljen med. Ved tidligere lejligheder har DI Transport foreslået, at puljen som minimum bør være ti gange større end nu.