08.02.24 PI Nyheder

Ny uddannelse i Nordjylland skal sikre flere procesoperatører

AMU Nordjylland har netop modtaget godkendelsen til at udbyde procesoperatøruddannelsen.

Foto: AMU Nordjylland

Til august kan AMU Nordjylland optage de første elever på en ny procesoperatøruddannelse. Det skyldes en stor efterspørgsel fra nordjyske industri- og produktionsvirksomheder om et lokalt udbud af uddannelsen for at kunne tiltrække flere faglærte til branchen.

AMU Nordjylland har samarbejdet med 3F Industri og Dansk Industri om den nye erhvervsuddannelse, som skal imødekomme efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft inden for industriel produktion, hvor kontrol, overvågning, og optimering af produktionsprocesser er i højsædet.

-Vi er stolte over at kunne føje endnu en erhvervsuddannelse til vores uddannelsesudbud. Det tekniske og automatiserede område er inde i en spændende udvikling – og derfor er det vigtigt at vi får procesoperatøruddannelsen til Nordjylland, udtaler AMU Nordjyllands direktør Peter Thomsen i en pressemeddelelse fra AMU Nordjylland.

Henriette Knudsen, som er HR manager i FMC og formand for Procesindustriens udvalg for Kompetencer og Overenskomster, er meget begejstret for den nye uddannelse:

-Industrien efterspørger flere faglærte, og i Nord- og Vestjylland har adskillige industri- og produktionsvirksomheder ønsket et lokalt udbud af procesoperatøruddannelsen for at tiltrække flere kvalificerede medarbejdere til branchen. Derfor er det glædeligt, at AMU Nordjylland fra sommeren vil kunne tilbyde en procesoperatøruddannelse. Dette vil få stor betydning for de nord- og vestjyske produktionsvirksomheder, udtaler Henriette Knudsen.

Hun pointerer desuden, at den lokale tilgængelighed af uddannelsen kan gøre det lettere at fastholde faglærte i nærområdet efter endt uddannelse.

Uddannelsen til procesoperatør strækker sig over 2,5 til 5 år og udruster eleverne til at håndtere komplekse processer og udstyr, der er afgørende for effektiv og bæredygtig produktion.

Relateret indhold