Cementkæmpen forventer i år at passere det reduktionsmål på 660.000 tons CO2, der blev indgået aftale om med den daværende regering i 2020.

Aalborg Portland
22.03.24 PI Nyheder

Aalborg Portlands CO2-udledning skæres med over en halv million tons på to år

På to år har Aalborg Portland sænket sin CO2-udledning med hele 543.394 tons, og virksomheden er således godt på vej til at indfri sit mål om at reducere sin 2021-udledning med 73 procent inden 2030.

Aalborg Portland reducerede i 2023 sin CO2-udledning med 274.512 tons sammenlignet med 2022.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Cementproducenten kan dermed fremvise en samlet reduktion på over 24 procent over de seneste to år, hvor udledningerne er faldet med samlet 543.394 tons CO2.

­- Vi er naturligvis meget tilfredse med, at vi i 2023 har reduceret Aalborg Portlands samlede CO2-udledning med yderligere næsten 14 procent, og at vi dermed følger planen frem mod den ambitiøse 2030-målsætning, som vi meldte ud i sommeren 2022. Siden da er vi nu lykkedes med at reducere vores CO2-udledning med næsten en fjerdedel i løbet af de seneste to år, og det understreger derfor Aalborg Portlands vision om at være en del af løsningen på Danmarks samlede klimaambitioner, udtaler CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.

Cementproducenten har en målsætning om at reducere sin samlede CO2-udledningen med 73 procent inden 2030 i forhold til udledningen i 2021.

Det svarer til en samlet reduktion på 1,6 millioner ton CO2.

Alternative brændsler har givet store reduktioner

Sidste års CO2-reduktion er tilvejebragt via en række forskellige initiativer. Det gælder i særlig grad en øget anvendelse af alternative brændsler til fordel for fossile brændsler, et øget salg af CO2-reducerede cementer samt mindre produktion som følge af et fald i markedsaktiviteten og lækageeffekt.

– Vores CO2-udledning stammer fra to primære kilder; anvendelsen af brændsler til opvarmning af vores cementovne samt den mineralogiske proces, hvor kridt opvarmes ved høje temperaturer og derved frigiver naturligt indlejret CO2. Vi har de sidste mange år arbejdet intensivt med at udvikle vores produktion, så vi kan anvende store mængder alternative brændsler frem for olie og kul. Det er i høj grad det arbejde, vi lukrerer på med de seneste to års store reduktioner, og det vil også føre til yderligere reduktioner i de kommende år, forklarer Søren Holm Christensen.

CO2-fangst skal føre virksomheden i mål

For at komme i mål med reduktionen på 1,6 mio. tons CO2 inden 2030, planlægger Aalborg Portland at opføre et CO2-fangstanlæg i fuld skala, der skal fange mindst 400.000 tons CO2 årligt fra produktionen i 2030.

-Vi har allerede gode erfaringer med CO2-fangst efter tests af to pilotanlæg, og vi forventer derfor også at foretage yderligere investeringer i CO2-fangst de kommende år, fortæller Søren Holm Christensen.

Herudover forventer virksomheden, at alternative brændsler skal reducere virksomhedens CO2-udledning med ca. 900.000 tons CO2, mens udvikling af nye produkter skal levere reduktioner på ca. 340.000 tons CO2.

Relateret indhold