Foto: Forenede Care A/S

11.04.23 OPS Gode eksempler

Privatdrevet plejehjem har skabt muligheder for borgere og medarbejdere

Aarhus Kommune har i en årrække samarbejdet med Forenede Care om driften af plejehjemmet Bøgeskovhus. Med masser af sociale aktiviteter for beboerne og glade medarbejdere viser Bøgeskovhus, at offentlig-privat samarbejde er en del af opskriften på en værdig ældrepleje.

Som mennesker har vi vidt forskellige ønsker til, hvor og hvordan vi gerne vil bo – og det gælder i den grad også for ældre borgere med behov for en plejebolig.

I Aarhus Kommune har man valgt at samarbejde med private aktører for at sikre, at flere ældre får opfyldt  netop deres ønsker til det gode plejehjem. Siden 2014 har kommunen nemlig valgt at lade pleje- og omsorgsvirksomheden Forenede Care drive det kommunale plejecenter Bøgeskovhus, som i dag danner rammen om 80 beboeres liv og hverdag.

Ingen dage er ens på Bøgeskovhus

Ved at drive Bøgeskovhus som et offentlig-privat samarbejde har kommunen opnået en større mangfoldighed i de tilbud, som borgerne har at vælge imellem. Forenede Care har bl.a. valgt at have et særligt fokus på aktiviteter, som bidrager til en indholdsrig og sjov hverdag for beboerne.

To dedikerede aktivitetsmedarbejdere sørger for, at der i gennemsnit tilbydes mellem 3 og 7 aktiviteter om dagen, som tæller alt fra ture ud af huset til bankospil og filmaftener.

- Aarhusianerne er forskellige og har forskellige præferencer livet igennem. Derfor er det også vigtigt, at vi politisk understøtter mangfoldigheden i tilbudsviften, så borgerne i Aarhus selv har friheden til at vælge det tilbud, som opleves rigtigt for dem. Derfor er jeg også glad for det samarbejde vi har med Forenede Care om driften af plejehjemmet Bøgeskovhus, lyder det fra rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde.

Hvilke rekrutteringsudfordringer?

Det offentlig-private samarbejde bidrager dog ikke alene til flere muligheder for de ældre beboere, men i høj grad også for medarbejderne i ældreplejen.

Som privat aktør har Forenede Care mulighed for at organisere sig anderledes og afprøve nye idéer, og på Bøgeskovhus har dét arbejde resulteret i en høj trivsel og lavt sygefravær blandt medarbejderne. På den baggrund står ledelsen pt. i den unikke situation, at man slet ikke oplever de samme rekrutteringsudfordringer, som ellers præger store dele af ældreplejen.

- Vi stiler hele tiden mod, at have medarbejderne med i beslutningerne ift. beboerne og hverdagen. Det er med til at skabe arbejdsglæde og sikrer samtidig rum til personlig og faglig udvikling, når man som medarbejder får lov til at bidrage med nye idéer”, siger Jesper Westphal, der er centerchef på Bøgeskovhus.

Forenede Care vandt udbuddet af Bøgeskovhus tilbage i 2014 på en seksårig aftale, men har af to omgange fået forlænget kontrakten med Aarhus Kommune med to år. Plejecentret skal i genudbud i løbet af 2024.

Læs mere om Bøgeskovhus på Forenede Cares hjemmeside her.

Relateret indhold