Foto: Spor 10

19.01.24 DI Byggeri Nyheder

Byggeriets Handletank for bæredygtighed lancerer en ambitiøs handlingsplan for en grønnere fremtid

Byggeriets Handletank for Bæredygtighed lancerer den 25. januar 2024 det længe ventede handlingskatalog. Efter næsten et års intensivt samarbejde mellem over 80 virksomheder og 130 branchefolk fra hele landet, kan handletanken nu endelig præsentere en ambitiøs handlingsplan for en grønnere fremtid for sektoren.

Vi glæder os til at byde velkommen og præsentere det samlede handlingskatalog for en mere bæredygtig bygge- og anlægsbranche. På dagen vil Handletankens fire talspersoner, Jesper Kristian Jacobsen, formanden for Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren, Thomas Holluf Nielsen, adm. direktør hos Domea, Katja Viltoft, arkitekt og partner i JJW Arkitekter og adm. direktør hos Rambøll Danmark, Ib Enevoldsen præsentere handlingskatalogets anbefalinger. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard vil også give sit bidrag og præsentere Regeringens ’Grønt Erhvervsforum’. Afslutningsvis afholdes en paneldebat om hovedanbefalinger og deres udmøntning. Dagen rundes af med en let frokost og mulighed for samtale og netværk.

Bæredygtighed på tværs af værdikæden

Byggeriets Handletank for Bæredygtighed er unikt da det ikke kun har fokus på CO2, men også på biodiversitet og cirkulær økonomi. Dette unikke samarbejde spænder over hele byggeriets værdikæde, idet alle sektorens led bidrager til løsningerne og dermed skaber en endnu bredere tilgang til bæredygtighed. Tværgående samarbejde er afgørende for at opnå den nødvendige grønne omstilling, og rapporten opfordrer til at bygge på viden og erfaring fra alle dele af værdikæden.

Hvad kan jeg forvente af rapporten?

Rapporten er et samlet handlingskatalog. Det indeholder 33 grundigt gennemarbejdede anbefalinger, hvoraf 10 anbefalinger er prioriteret og fem er udvalgt som fyrtårnshandlinger. Kataloget indeholder konkrete handlinger, som bygge- og anlægsbranchen kan tage fat på med det samme. Omdrejningspunktet for disse indsatsområder er følgende:

   Innovation og marked                      Det offentlige som accelerator

  Bæredygtig finansiering               Regler og rammer for grønt byggeri

  Data og digitalisering                     Samarbejde i byggeriet

  Cirkulær økonomi                              Biodiversitet

Handlingskataloget med initiativer og konkrete handlingsforslag vil blive præsenteret den 25. januar.

Vi glæder os!

Eventet finder sted d. 25. januar 2024 fra 10:00 til 12:30. Der er begrænset plads på stedet, og der er rift om pladserne. Så hvis du vil sikre dig en plads og få et unikt indblik i bygge- og anlægsbranchens ambitiøse handlingsplan for en grønnere fremtid, skal du skynde dig at tilmelde dig

Læs mere og tilmeld dig her

Byggeriets Handletank for Bæredygtighed ser frem til at dele resultatet af deres betydningsfulde arbejde og opfordrer alle interesserede til at deltage og bidrage til dialogen om en mere bæredygtig fremtid for sektoren.

Relateret indhold