30.01.20 DI Fødevarer Nyheder

Store virksomheder viste klimavejen mod nul

Kan mejeriproduktionen blive klimaneutral? Og hvordan når vi 2030-målet om 70 pct. CO2-reduktion? Klimakonferencen "Vejen mod nul" satte grøn omstilling i erhvervslivet på dagsordenen.

Arla Foods og Global Compact Danmark samlede i går en række af Danmarks største virksomheder til et helt udsolgt klimaevent på Christiansborg under titlen ”Vejen mod nul”.

Et af dagens spørgsmål lød, om mejeriproduktionen kan blive klimaneutral. Her fortalte Kristian Eriknauer, VP og Head of Sustainability hos Arla Foods, blandt andet, hvordan Arla arbejder målrettet mod at halvere madspild – både i produktionen og blandt forbrugerne. Det gør de blandt andet ved at genanvende overskydende produkter og biprodukter som dyrefoder.

Erhvervsminister Simon Kollerup præsenterede ved konferencen regeringens ambitioner om at finde den klogeste vej til det danske 70 pct. reduktionsmål. Ifølge ministeren skal svarene findes i de klimapartnerskaber, der aktuelt arbejder på at finde konkrete klimaløsninger på tværs af det danske erhvervsliv.

Mærsk, SAS, Aalborg Portland, Arla, Cowi, Finansdanmark og ordførerne fra Socialdemokratiet og Venstre gav også hver deres bud på, hvordan målsætningerne i praksis løses på den smarteste måde.

Se reaktioner fra eventet på twitter her 

Relateret