Foto: Colourbox

10.01.22 ATL Nyheder

Kørekort: Færdselsstyrelsen lover bod og bedring

Færdselsstyrelsen lover, at ventetiden bliver kortere for kommende godschauffører, som er i gang med at tage kørekort. Styrelsen har ansat ekstra personale, som skal fungere som et rejsehold, der kan tage til de områder af landet, hvor ventetiden for at komme til køreprøve er længst.

Færdselsstyrelsen overtog 1. oktober sidste år ansvaret for køreprøverne fra politiet. Men ventetiderne er stadig alt for lange, og det fik før jul ATL, DI Transport og 3F til at beklage sig til styrelsen i et fælles brev.

Elevers ansøgninger om kørekort sendes med brevpost - ATL - DI (danskindustri.dk)

I svaret til de tre organisationer lover direktør i Færdselsstyrelsen Stefan Søsted, at ventetiden inden længe vil blive kortere. Der vil blive udbudt flere tider til køreprøver, og styrelsen er i gang med at ansætte timelønnede sagkyndige, som kan blive sat ind der, hvor problemerne er størst.

Den udmelding vil jeg gerne kvittere for. Det bør være muligt at tilrettelægge køreprøver inden for en overskuelig tid, så kommende lastvognschauffører ikke mister værdifuld tid under deres uddannelse. Det er godt, at styrelsen er ved at løse det problem, siger Lars William Wesch.
Vi vil blive ved med at følge udviklingen og forventer selvfølgelig, at der sker forbedringer, siger han.

Ventetiden på at komme til køreprøve er særligt lang for elever, som ikke har en helt ren helbredsattest. De kan have brug for en ekstra helbredsundersøgelse, eller de skal sende dokumentation for, at de er raske, før de får lov til at gå til køreprøve. Hvis en kommende chauffør havner i den gruppe,  går der som regel over 100 dage - eller mindst tre en halv måned - før han eller hun kan komme til køreprøve. Det kan i praksis betyde, at de kommende chauffører ikke når at få et stort kørekort, mens de er i gang med deres uddannelse.

Stefan Søsted skriver i brevet til de tre organisationer, at styrelsen opfordrer elever med helbredsudfordringer til at søge om kørekort i god tid – gerne inden de begynder på uddannelsen. Styrelsen overvejer i øjeblikket, om den skal producere en vejledning til denne gruppe.

Det er godt, at styrelsen er opmærksom på elever med helbredsudfordringer. Men på lidt længere sigt, at der brug for at få digitaliseret processerne. Den lange sagsbehandling skyldes bl.a., at fysiske breve bliver sendt mellem myndighederne. Det hører en anden tid til, siger Lars William Wesch.

Relateret indhold