Foto: Colourbox

23.04.22 ATL Nyheder

ATL: Uklogt at haste sneudbud i gennem

Trods advarsler fra branchen har Vejdirektoratet besluttet, at virksomhederne senest 27. maj skal afgive tilbud ved det landsdækkende udbud om snerydning. Det undrer ATL, som opfordrer direktoratet til at genoverveje beslutningen.

Hovedudfordringen er, at det stadig er uklart, hvilken lovgivning der gælder på arbejdstidsområdet. Det var årsagen til, at Vejdirektoratet valgte at annullere udbuddet i foråret 2022 og tage en række møder med branchen om sagen, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.

Transportministeren har senest ved en forespørgsel i Folketinget lovet at komme med et svar på, hvilke regler der gælder. Svaret skulle komme sidst i maj – altså samtidig med at virksomhederne er ved at aflevere deres tilbud.

Vejdirektoratet bør vente på svaret fra ministeren og justere udbuddet herefter. Det er langt det klogeste at kende regelgrundlaget, da det har betydning for, hvad der indgår i opgørelsen af arbejdstiden, Lars William Wesch, Branchedirektør

Han henviser til, at er er forskel på, om det er det almindelige arbejdstidsdirektiv eller det mobile arbejdstidsdirektiv, der gælder i bestemte situationer. Og det er det spørgsmål, der er brug for at få besvaret inden udbuddet.

Vejdirektoratet har meldt ud, at man ikke kan være klar inden næste vinter, hvis ikke der afgives tilbud den 27. maj. Og som noget nyt har man givet virksomhederne mulighed for at komme ud af kontrakten efter et år, hvis de ændrede oplysninger om arbejdstidsreglerne gør det nødvendigt.

Det imponerer mig ikke. Det er ikke holdbart at skulle melde sig ud af en opgave efter kun et år, når man for eksempel har investeret i udstyr og indgået aftaler med andre vognmænd. Reglerne for arbejdstid har selvsagt stor betydning for, hvordan tilbuddene bliver udformet, Lars William Wesch, Branchedirektør

ATL vil følge den videre udvikling tæt.

Relateret indhold