29.08.22 ATL Nyheder

Kommentar: Ambitioner for arbejdskraft

Af Lars William Wesch, direktør i ATL

Verden er i forandring. Ruslands invasion af Ukraine har skabt udfordringer, vi ikke havde forestillet for få måneder siden. En global forsyningskrise, skyhøje energipriser, dalende forbrugertillid og inflation. Der er brug for handling – både herhjemme og i EU.

DI har netop fremlagt sin 2030-plan og kommer med sine bud på områder, hvor Danmark skal handle nu. Erhvervslivet mangler arbejdskraft i en sådan grad, at det har store konsekvenser for samfundet. Det mærker vi også i transportbranchen. Der er brug for at sadle om, og det er afgørende, at vi får politiske indsatser, der styrker udbuddet af arbejdskraft. Blandt forslagene er, at vi skal motivere flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet. Et andet forslag retter sig mod at åbne Danmarks grænser, så vi i endnu højere grad kan rekruttere arbejdskraft uden for EU.

Det er set med transportbranchens briller helt nødvendige tiltag. Vi står i en situation, hvor der simpelthen ikke er hænder nok. Transporten binder erhvervslivets aktiviteter sammen, men det kræver at kapaciteten er til stede. Jeg håber, at vi på et tidspunkt igen kan nå et punkt, hvor branchen bruger tiden på at læse ansøgninger fremfor at kæmpe med mangel på hænder.

Relateret indhold