Foto: Colourbox

30.10.23 ATL Nyheder

Udsigt til ændret arbejdstidsramme i natperioden

Beskæftigelsesministeriet har sendt en bekendtgørelse i høring, der sigter på at øge den maksimale arbejdstid i natperioden fra ti til 15 timer.

I dag må godschauffører, der kører i natperioden, højst arbejde ti timer over en periode på 24 timer.

Men en ny bekendtgørelse, som Beskæftigelsesministeriet netop har sendt i høring vedrørende det mobile arbejdstidsdirektiv, sigter på at hæve loftet, så der efter kollektiv aftale må arbejdes op til 15 timer i natperioden. Det er således et krav, at muligheden er givet i en kollektiv overenskomst.

Branchedirektør i ATL, Lars William Wesch, håber, bekendtgørelsen bliver en realitet efter høringsperioden. Ikke mindst af hensyn til de chauffører og vognmænd, der ernærer sig med eksportkørsel eller fragt på tværs af landet.

Med et udvidet loft vil fleksibiliteten blive øget betydeligt til glæde for alle i branchen, for vi ved jo, hvor upraktiske de nuværende regler er. Det gælder ikke mindst for eksportchauffører og chauffører der kører på tværs af landet, der ofte risikerer at ramme ti-timers loftet, der kan tvinge dem ud i længere ophold, siger Lars William Wesch, og fortsætter:
Vi har en forventning om, at ændringen går igennem og har derfor aftalt en afbalanceret ordning på ATL-overenskomsten, hvor der vil kunne indgås en individuel aftale til gengæld for pausekompensation, siger Lars William Wesch.

Samtidig afviser han, at bekendtgørelsen vil betyde, at chauffører fremover absolut skal arbejde 15 timer på en arbejdsdag, fordi den er i berøring med natperioden.

Chaufførerne er i forvejen tæt reguleret af køre-hviletidsbestemmelserne, så jeg tror ikke, vi vil se mange, der i realiteten kommer til at arbejde 15 timer i natperioden. Snarere, at den ekstra fleksibilitet vil gøre det muligt for chaufføren, der bliver forsinket på sin rute at køre det sidste stykke hjem uden at bryde loftet, siger Lars William Wesch.

Bekendtgørelsen er sendt i høring frem til den 23. november og træder i kraft den 1. december 2023, med mindre ministeriet indfører ændringer.

Relateret indhold