03.01.24 ATL Nyheder

Rekruttering og grøn omstilling vil også præge 2024

Efter et travlt år, der blandt andet bød på overenskomstforhandlinger, kilometerafgift og fokus på grøn omstilling, ser bestyrelsesformand for ATL - Transportens Arbejdsgivere, Henrik Tofteng, frem mod 2024. Her forudser han, at rekruttering af arbejdskraft og grøn omstilling igen bliver bærende temaer.

Behovet for arbejdskraft, trods den nuværende nedgang i aktiviteten, bliver også et vigtigt tema for vejgodstransporten i 2024. Det forudser bestyrelsesformand i ATL, Henrik Tofteng, på baggrund af et år, der ellers har budt på lyspunkter med hensyn til lærlinge og øget kønsdiversitet.

- I år har vi set en flot stigning i antallet af lærlinge og flere kvinder, der vælger branchen til. Det er rigtig positivt, men vi står stadig i et krydspres som branche, hvor færre unge generelt søger mod erhvervsuddannelserne, mens chaufførernes gennemsnitsalder bliver ved med at stige, siger Henrik Tofteng.

Derfor mener han, at branchen skal blive endnu bedre til at lytte og afstemme forventningerne især med de yngre generationer. Både på arbejdspladserne og ude på skolerne.

- Hver gang vi ikke får fortalt den sandfærdige historie om branchen, altså både om fordelene, men også om nogle af de ting, der kan være svære, risikerer vi at spilde ressourcerne og skræmme folk væk i stedet for at finde og satse på de rigtige i første omgang, siger Henrik Tofteng.

Lærlingeindsatsen er professionaliseret

Han mener generelt, at mange af ATL’s medlemmer er rigtig gode til at byde nye medarbejdere velkommen og er gode til at sætte rammer, så branchen fortsat er attraktiv for mange mennesker.

- For eksempel er arbejdet omkring lærlinge professionaliseret meget i dag, så det mange steder er normalt med mentorordninger og grundig on-boarding. Det er rigtig positivt, men også nødvendigt, da mange nye ellers hurtigt vil forlade branchen igen, hvis de føler, de er blevet kastet ud på dybt vand for tidligt, siger Henrik Tofteng.

Han erkender, at det er en svær øvelse at finde den helt rigtige balance mellem samfundets ændrede syn på arbejdslivet, hvor der i dag også forventes masser af tid til familie- og fritidsliv, og på den anden side kundernes forventninger til stabile leveringer af varer og ydelser.

- I vores branche kommer vi nok aldrig til at kunne afskaffe skæve mødetider og til tider lange arbejdsdage, da der altid vil være varer, der skal ud til butikkerne, affald der skal hentes og gods der skal fragtes. Men vi skal blive ved med at søge de fleksible løsninger, der både gavner virksomhederne og medarbejderne.

Skal kunne rekruttere fra udlandet

Som eksempel fremhæver han, hvordan det i år lykkedes at ændre arbejdstidsreglerne efter flere års indsats fra DI og ATL.

- Vores aftale med 3F om natperioden er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder på at få mere fleksibilitet ind i overenskomsterne, der både kommer vognmand og godschauffør til gode.

Samtidig fremhæver han vigtigheden af DI’s langvarige kamp for at give danske virksomheder bedre muligheder for at hente arbejdskraft i udlandet, når der er knaphed lokalt. En indsats, der i år fik medvind, da blandt andet fast track ordningen blev udvidet og beløbsgrænsen sat ned.

Topmøde om rekruttering

I Henrik Toftengs kalender for 2024 er der allerede sat flere vigtige krydser. Et af dem er, når ATL til foråret mødes med resten af branchen til Transportens Topmøde for at dele erfaringer og lægge planer for, hvordan flere unge kan stemmes for at vælge transportbranchen som levevej.

Et andet bliver at komme rundt og møde medlemmerne i forbindelse med det forberedende arbejde, der skal kulminere ved overenskomstforhandlingerne i 2025.

- Når vi kommer lidt ind i 2024, vil vi bede medlemmernes om deres indspark, så vi er så godt forberedt som muligt til de næste overenskomstforhandlinger. Det glæder jeg mig rigtig meget til, da det er vigtigt, at vi har en lang og god dialog om tingene, siger Henrik Tofteng.

Større puljer til omstilling

Udover rekruttering og overenskomst tror han også, at den grønne omstilling af den tunge transport vil blive ved med at fylde meget. Her skal der nemlig fortsat kæmpes for at kalde politikerne til handling.

- Sammen med DI Transport vil vi fortsætte med at kalde politikerne til handling, så de gør endnu mere for, at vognmanden ikke skal stå alene med regningen for den grønne omstilling. Ellers ser det svært ud med for eksempel at gøre det rentabelt at køre el-lastbil, siger Henrik Tofteng, der også forventer, at ATL’s medlemmer i 2024 også får travlt med at komme i gang med ESG og med at blive helt klar til kilometerafgiften, der opkræves fra 2025.

Relateret indhold