29.01.24 ATL Nyheder

Tusind skolebesøg har hjulpet flere unge ind i vejgodstransporten

Forleden rundede roadshowet under Job i Transport skolebesøg nr. 1.000, da den specialdesignede lastbil med tilhørende simulator gæstede Kroggårdsskolen i Odense. Indsatsen har været med til at fordoble antallet af unge, der i dag vælger en godstransportuddannelse.

- Da jeg selv gik i 10. klasse, troede jeg, at jeg skulle være tømrer. Men da roadshowet kom forbi, og jeg havde prøvet lastbilsimulatoren, tændte det noget i mig, og jeg vidste bare, at jeg skulle være lastbilchauffør.

Sådan husker Emma Pedersen, der i dag er godschaufførlærling hos Johs. Sørensen og Roskilde Tekniske Skole, den dag for tre år siden, hvor hun selv som skoleelev oplevede Job i Transports roadshow.

Derfor var det også kun passende, at hun i dag var blandt gæsterne, da roadshowet slog vejen forbi Kroggårdsskolen i Odense, til hvad der samtidig var roadshowets skolebesøg nummer 1.000.

Alt i alt har roadshowet siden starten i 2016 givet op imod 100.000 unge som Emma et førstehåndsindtryk af jobbet som godschauffør og dermed hjulpet masser af unge med det svære valg af fremtidig levevej.

- Siden vi startede roadshowet har vi set en fordobling i antallet af unge, så der nu er over 1.000, der hvert år søger ind på vejgodstransportuddannelserne. At vi samtidig kører på ottende år, er med til at understrege, at det har effekt at give unge muligheden for at se og opleve en lastbil på nærmeste hold, så det bliver helt konkret, hvad det handler om, frem for de kun kan læse om branchens muligheder i en pjece, siger branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch.

Om Job i Transport

I regi af Transportens Udviklingsfond og Godstransportområdets Uddannelses- og Udviklingsfond har ATL sammen med 3F og DTL-A siden 2015 kørt kampagnen ’Job i transport’, der skal forbedre lastbilchaufførers image og tiltrække flere til branchen. Indsatsen har derudover fokus på at fastholde nuværende medarbejdere i branchen samt tiltrække ledige og samfundsgrupper, der i dag er underrepræsenteret i branchen såsom kvinder og nydanskere. Læs mere om roadshowet på www.jobitransport.dk

Relateret indhold