Foto: TU/GGU, Jonas Normann.

05.03.24 ATL Nyheder

Influencere, AI eller fredagsbar?

Transportens Topmøde i Vejle kastede masser af idéer af sig til, hvordan vejgodstransportbranchen kan sikre fremtidens arbejdskraft og få flere nuværende chauffører til at blive i branchen. Hvidbog på vej.

Var man på udkig efter en hurtig introduktion til, hvem der er hvem i den danske vejgodstransportbranche, var torsdagens topmøde i Vejle et godt sted at starte.

Her havde repræsentanter fra alle dele af branchen nemlig sat hinanden stævne for at komme med forslag til, hvordan man får flere unge til at vælge branchen, hvordan frafaldet fra erhvervsuddannelserne kan mindskes og hvordan flere af de nuværende medarbejdere kan motiveres til at blive hængende lidt længere.

- Vi fik masser af gode idéer på bordet, som vi nu skal hjem og pudse af, så de i sidste ende kan blive til konkrete tiltag, fortæller branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere, Lars William Wesch.

Hvidbog på vej

Under det daglange topmøde kom en lang række forslag på banen til at forbedre branchens image og rekruttering, hvordan fremtidens transportuddannelser skal udformes og hvordan frafaldet mindskes blandt lærlinge og andre medarbejdere. Det blev til forslag om alt lige fra brug af AI til brug af unge medarbejdere som medarbejderinfluencere, der kan tale branchens sag.

- Vi kom meget vidt omkring, og hvilke af forslagene, der ender med at kunne rykke noget, ved vi selvsagt ikke endnu. Som branche står vi overfor mange af de samme udfordringer, som andre praktiske fag, men vi er heldigvis meget enige om, at der skal handles, siger Lars William Wesch.

I første omgang vil resultaterne fra Transportens Topmøde blive udgivet i en hvidbog, der ventes at udkomme i løbet af foråret.

Rekruttering udfordrer branchen

Det var fondene TU (ATL og 3F) og GUU (DTL-A), der havde indkaldt til topmødet, der havde rekruttering og karriereforløb som tema. Selvom branchen lige nu oplever faldende efterspørgsel, er rekruttering fortsat en udfordring. Alene fra marts til august sidste år søgte vognmænd ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked & Rekruttering (STAR) forgæves efter chauffører 3.620 gange.

Siden 2016, hvor sidste topmøde fandt sted, er det lykkedes kampagnen Job i transport at få flere unge til at søge ind på vejgodstransportuddannelserne, men der er stadig et stort, uudnyttet potentiale. Dels falder for mange fra og dels er der i dag et rekordhøjt antal unge, der hverken er på arbejdsmarkedet eller under uddannelse. Ja, ifølge de helt nye tal fra Børne- og undervisningsministeriet, gælder der for hele 43.000 unge mellem 15 og 24 år.

Relateret indhold