05.03.24 ATL Nyheder

Vi skal gøre det lette valg sværere

Hvad skal jeg vælge? Den overvejelse stod mange tusinde unge overfor, da der i fredags var frist for at vælge ungdomsuddannelse.

Forhåbentlig har en god del af dem set i retning af vores uddannelser, men vi er oppe mod en hård konkurrent, da gymnasiet stadig tiltrækker størstedelen af de unge. Også selv om flere tusinde af dem reelt ender som ufaglærte, når studenterhuen er i hus.

En af årsagerne er, at gymnasiet er det lette valg – eller måske ligefrem et ikke-valg - da gymnasiet for mange blot er en mulighed for at udskyde valget af levevej med tre år.

Men tallene taler desværre deres tydelige sprog. En DI-analyse fra sidste år viser, at næsten 61.000 unge i dag står uden job eller uddannelse, hvoraf hele 15.000 af dem har taget en studentereksamen, de ikke bruger.

Det er synd og skam for de unge, der måske ville have haft en bedre vej videre ved at tage en erhvervsuddannelse.

Derfor må vi hjælpe de unge til at vælge på et mere oplyst grundlag.

Vi skal gøre det lette valg af gymnasiet sværere ved at fortælle endnu mere om de mange gode muligheder for job og karriere, der gemmer sig på transportområdet.

I de seneste mange år har vi med kampagnen Job i Transport besøgt over 1.000 skoler og institutioner og i alt 100.000 skoleelever m.fl. med vores roadshow. Og mange virksomheder og skoler gør samtidig en stor indsats lokalt for at fortælle om branchens tilbud.

Det skal vi fortsætte med, for vi får brug for alle gode kræfter for at sprede budskabet.

Dagen før den 1. marts var repræsentanter fra hele branchen samlet til Transportens Topmøde i Vejle for at drøfte: Hvordan tiltrækker vi de unge, hvordan fornyer vi vores uddannelser? - og hvordan motiverer vi folk til at blive i vores branche?

Set i et samfundsperspektiv har vi alle de gode argumenter: Transportbranchen er rig på job- og uddannelsesmuligheder – og lærepladser har vi også nok af. Nu mangler vi bare, at flere unge ser vores vej.

Relateret indhold