Foto: En glad Shane (i midten) med sin mentor Jan Tøndering til venstre og chaufføransvarlig Finn Thomsen til højre.

23.04.24 ATL Nyheder

Shane strøg til tops ved DM i Skills

Der skulle et par ture til i broderens lastbil, inden Shane George Bagge Johnstone for alvor fik smag for vejgodstransporten. Siden har han ikke set sig tilbage og i lørdags blev det til guld ved DM i Skills.

Lørdag den 22. april er næppe en dag Shane George Bagge Johnstone glemmer lige foreløbig. Her vandt han nemlig guld i vejgodstransportens konkurrence til DM i Skills i Roskilde, efter at have klaret konkurrencens fire discipliner i suveræn stil.

- Det er sgu stadig helt surrealistisk, og det er nærmest ikke gået op for mig, om jeg skal juble, grine eller græde, fortæller Shane George Bagge Johnstone.

Udover glæden og stoltheden over sejren, bekræfter oplevelsen ham i, at han i dag er endt på rette hylde. Den i dag 26-årige, nyudlærte godschauffør har nemlig allerede været gennem en del forskelligt trods sit endnu korte arbejdsliv. Shane er nemlig oprindeligt uddannet maskinsnedker efter først at have taget studentereksamen. Men så en dag, efter at have kørt med sin bror i dennes lastbil, blev tankerne sendt i en ny retning.

- Jeg var lidt træt af at stå i et værksted året rundt, og efter et par ture med min bror var jeg ikke i tvivl. Jeg synes, det var virkelig fedt med den frihed under ansvar, som du har som chauffør. Arbejdet skal selvfølgelig passes, men samtidig har man en stor grad af frihed og kommer ud at se noget samtidig, fortæller Shane George Bagge Johnstone.

Siden sejren i lørdags er beskederne og lykønskningerne tikket ind fra venner, familie og kolleger. Men selv er han hurtig til at sende mange af roserne videre til Dansk Auto Logik A/S, hvor han fuldførte sin læretid for en måned siden.

- De har en kæmpe andel i sejren og har været et fantastisk sted at være lærling, siger Shane George Bagge Johnstone, der netop har valgt at skifte spor for at køre stykgods.

Stort skulderklap til virksomheden

Shane fremhæver især den hjælp han fik under lærlingeforløbet af sin mentor, Jan Tøndering, samt støtten fra virksomhedens chef for chaufførerne, Finn Thomsen, der begge tog turen til Roskilde for at fejre guldet.

Men også i hovedkontoret hos Dansk Auto Logik har sejren ved DM i Skills vakt genlyd.

- For os er det et kæmpe skulderklap til vores uddannelsesforløb. Vi har faste mentorer til vores lærlinge og har også lavet vores egen skole, hvor nye medarbejdere og lærlinge kan træne i ro og mag med at laste og losse brugte biler, inden de skal ud og køre med de helt fabriksnye biler, fortæller HR-chef Rikke Barlow.

- Så overordnet er vi da mega stofte over, at vi har været med til at udklække en gulddreng og håber, at flere af vores lærlinge har lyst til at deltage i Skills fremover, slutter HR-chef Rikke Barlow.

Et stort tillykke skal også lyde til Emil Christensen fra Obel Transport A/S, som tog derfra med sølvet, Oliver Birkebo Hald Kristensen, Tage Kristensen A/S, som løb med bronzen, og Caroline Olesen, Kristian Rytter Transport A/S, som fik en flot fjerdeplads. 

DM i Skills afholdes næste gang i 2026, da begivenheden næste år afholdes i europæisk regi i form af Euro Skills 2025.

Relateret indhold