14.12.23 DI Bilbranchen Nyheder

Konkurrencerådets analyse viser udfordringer med konkurrencen på lademarkedet

Ny rapport viser, at markedet elbilsopladning er underlagt en række udfordringer - konkurrencen på markedet ikke er velfungerende og priserne er uigennemsigtige for forbrugerne.

Det er bl.a. ordningen for refusion af elafgiften, som der rettes en kritik imod i analysen og i pressemeddelelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Danmark har en særlig ordning for refusion af elafgiften, når man oplader sin elbil. Men analysen viser, at refusionsordningen ikke fremstår særligt effektiv ift. at fremme udbredelsen af elbiler, og samtidig svækker den konkurrencen på lademarkedet væsentligt.

Refusionsordningen har bidraget til, at der er blevet skabt et lademarked, der er præget af abonnements- og serviceaftaler. Konsekvensen er bl.a., at mange forbrugere ikke bruger ladestandere fra andre udbydere end dem, de i forvejen har indgået aftale med. Den enkelte forbruger har derfor svært ved at navigere på markedet, bl.a. fordi pris- og abonnementsstrukturer er svære at gennemskue.

De skal f.eks. kende til refusion, serviceaftale, ladebrikker, apps, abonnementer og elpriser – samt kørselsbehov – før de kan træffe det bedste valg. Når de oplader ude, kan det tilmed være dyrt og besværligt at veksle mellem forskellige leverandører.

Den relativt lave forbrugermobilitet bidrager til, at mindre aktører har svært ved at vokse sig større, og det er svært for nye udbydere at komme ind. Men også andre forhold – flere særligt gældende for Danmark – svækker konkurrencen og dermed også de mindre operatørers muligheder for at vokse.

I april 2024 træder en forordning fra EU om etablering af infrastruktur for alternative drivmidler i kraft. Den skal bl.a. sikre gode muligheder for at oplade elbiler i hele EU.

I sin rapport kommer Konkurrencerådet med syv anbefalinger til at skabe et mere velfungerende marked for opladning af elbiler gennem mere effektiv konkurrence og mere aktive forbrugerne. De fremgår nedenfor:

Konkurrence-rådets anbefalinger

Konkurrencerådets anbefalinger til at styrke konkurrencen på markedet for opladning af elbiler
Anbefalinger om refusion af elafgift, øget prisgennemsigtighed og reducering af skifteomkostninger.

Anbefaling 1: Den nuværende refusionsordning for opladning ved hjemmet skal afskaffes.

Anbefaling 2: Mulighederne for at sammenligne priser på hjemmeopladningsaftaler skal forbedres.

Anbefaling 3: Forbrugerne skal have bedre mulighed for at kunne beholde deres ladeboks, når de skifter udbyder af serviceaftaler og andre ydelser tilknyttet ladeboksen.
Anbefalinger til at sikre et samlet ladenetværk

Anbefaling 4: Der skal indføres et forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning i en periode på op til fem år.

Anbefaling 5: Betaling på normalladere skal være lige så nemt som at anvende et betalingskort.
Anbefalinger til at sikre hensyn til konkurrencen ved offentlige udbud.

Anbefaling 6: Der skal som udgangspunkt være ladestandere fra mindst to udbydere i hvert lokalområde.

Anbefaling 7: Mindst to ladeoperatører skal tilbydes mulighed for at opsætte ladestandere på samme rasteplads langs motorvejene.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold