Fotokredit: Hans Søndergaard

18.09.23 DI Bilbranchen Nyheder

Nye takografer: Transportministeren indfører sanktionsfri periode

Efter henvendelse fra Bilbranchen og De Danske Bilimportører indføres en sanktionsfri periode året ud for manglende overholdelse af kravene om nye takografer.

Fra 21. august skulle alle nye lastbiler under køre-/hviletidsreglerne have installeret den nye type takograf kaldet V2G2 (anden generation intelligente takograf). Desværre har leveringsudfordringer med takograferne gjort det umuligt for flere lastbilmærker at kunne levere takograferne til tiden, og derfor har flere lande i Europa indført midlertidige sanktionsfrie perioder indtil leveringssituationen normaliseres.

Landene omkring os indførte tidligt sanktionsfrie perioder på området, og derfor sendte Bilbranchen sammen med De Danske Bilimportører en anmodning til transportministeren om at indføre samme sanktionsfrihed i Danmark i de kommende måneder.

Det har transportministeren nu svaret positivt på. Ministeren nævner bl.a. i sit svar, at ”han er enig i, at det ikke er en holdbar situation, hvis transportbranchen ikke kan få leveret deres køretøjer i tide, så de kan opfylde de transportbehov, der er. Det samme vedrører eventuelle internationale transporter til og fra Danmark.”

Til svaret fra ministeren siger Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen:
- Branchen har haft store praktiske udfordringer de seneste uger med at få leveret de nye typer takografer, så derfor er det rart at have en transportminister, der har set med pragmatiske briller på situationen. Det er jo ikke ønskeligt for hverken bilproducenterne eller -forhandlerne, at de ikke kan leve op til gældende EU-krav, og derfor glæder dagens melding os meget.

Transportministeren bekræfter desuden i sit svar, at ikke alene vil den sanktionsfrie periode frem til 31. december 2023 omfatte nye lastbiler, men også de køretøjer, der skal have udskiftet en takograf, som følge af en defekt vil være omfattet.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold